Fra fond til forsker: 700 millioner, turbulens på DTU og to hæderspriser

FONDE: I denne uges Fra fond til forsker skal vi både forbi en bevilling på 700 millioner kroner, en forsker, der vil opdatere teorien om turbulens, og årets to modtagere af Carlsbergfondets Forskningspris.

Årets to vindere af Carlsbergfondets Forskningspris, Tim Bollerslev (t.v.) og Poul Nissen (t.h.), flankerer H.K.H. Kronprinsessen.
Årets to vindere af Carlsbergfondets Forskningspris, Tim Bollerslev (t.v.) og Poul Nissen (t.h.), flankerer H.K.H. Kronprinsessen.Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Frederik Lange

Efter en lille måneds sensommerpause her på 'Fra fond til forsker’ er vi nu igen tilbage med bevillingsnyt fra civil- og videnssamfundet.

Og vi lægger stærkt fra land med en bevilling på intet mindre end 700 millioner danske kroner.

700 millioner, der er godt nyt for fremtidens overvægtige og diabetikere.

Pengene går nemlig til Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet og er doneret af Novo Nordisk Fonden.

Centeret, der til daglig går under navnet Metabolismecenteret, forsker i forståelsen af, hvordan gener, hormoner og miljømæssige faktorer påvirker vores metaboliske sundhed.

Centerleder Juleen R. Zierath fremhæver, at den trecifrede millionbevilling kan gøre centeret mere agilt og dynamisk:

“Grundforskning er drevet af individualister, men i dag er den basale biomedicinske forskning så kompleks, at samarbejde og synergi bør understøttes strukturelt, hvis forskere skal kunne frembringe skelsættende forskningsresultater og ny viden om forebyggelse og behandling,” siger hun i en pressemeddelelse og understreger, at Metabolismecenteret blandt andet vil styrke sit samarbejde med Steno Diabetes Center Copenhagen.

Bevillingen strækker sig over perioden 2018-2023 og skal blandt andet gå til investeringer i nye teknologiske platforme og til at tiltrække flere ledende forskere.

Novo Nordisk Fonden bevilgede for otte år siden 885 millioner kroner til etableringen af Metabolismecenteret.

0:000:00