Fra fond til forsker: Holdspil skal overvinde ensomhed og livsstilssygdomme

FONDE: Center for Holdspil og Sundhed modtager 28,5 millioner fra Nordea-fonden. Bevillingen skal blandt andet bruges til at få flere unge til at dyrke idræt og forhåbentligt nedbringe antallet af personer, der bliver ramt af livsstilssygdomme.

Bevillingen på 28,5 millioner kroner betyder, at Center for Holdpil og Sundhed nu skal tackle brede samfundsmæssige problemstillinger.
Bevillingen på 28,5 millioner kroner betyder, at Center for Holdpil og Sundhed nu skal tackle brede samfundsmæssige problemstillinger.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Marie Schønning Jensen

Kan holdspil være med til at løse store samfundsmæssige udfordringer som ensomhed, livsstilssygdomme og dalende idrætsdeltagelse blandt unge?

Det håber Nordea-fonden, der netop har uddelt 28,5 millioner til Center for Holdspil og Sundhed (CHS) på Københavns Universitet. 

Uddelingen betyder, at CHS fremover skal koncentrere sig om at "udvikle holdspilsbaserede koncepter, der kan løse brede samfunds- og sundhedsmæssige udfordringer," lyder det i en pressemeddelelse fra Nordea-fonden.

"Det er helt nyt, at vi nu skal adressere aktuelle og brede sundhedsdagsordener for at finde samfundsmæssige løsninger på, at idrætsdeltagelsen falder blandt de unge, at flere lever med livsstilssygdomme, dårlig trivsel og ensomhed, og at behandlingsbehovet for de ældre stiger med alderen," siger professor Jens Bangsbo, der er leder af CHS.

Han går dog til den nye opgave med oprejst pande.

"Vi tror på, at vi kan løse vores del af opgaven, og er meget taknemmelige for, at Nordea-fonden har tillid til, at vi kan være en væsentlig aktør i løsningen af dette," lyder det fra Jens Bangsbo.

Bevillingen fra Nordea-fonden løber frem til 2024. Center for Holdspil og Sundhed har eksisteret siden 2012, og når den nye bevilling om fem år udløber, bliver CHS fuldt forankret på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

0:000:00