Fra fond til forsker: Novo Nordisk Fonden donerer rekordbevilling til forskning i superafgrøder

FONDE: I denne uges udgave af Fra fond til forsker runder vi landbrug og superafgrøder, hovedpine og hjernesydgomme samt behandling af skizofreni med tre millionbevillinger fra Novo Nordisk Fonden og Lundbeck Fonden.

Novo Nordisk fonden har bevilliget rekordhøje 203 millioner kroner til landbrugsforskning i bæredygtige afgrøder. 
Novo Nordisk fonden har bevilliget rekordhøje 203 millioner kroner til landbrugsforskning i bæredygtige afgrøder. Foto: /ritzau/Lærke Posselt/
Benedicte Gjerding Dahlberg

Vi starter med denne uges største donation, som kommer fra Novo Nordisk Fonden. Fonden har nemlig doneret hele 203 millioner kroner til forskning i nye fødevareløsninger i en tid med stigende befolkningstilvækst og klimaforandringer. 

Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse. 

Donationen går til flere delprojekter på Københavns Universitet, Aarhus Universitet, DTU og North Carolina State University. Projekterne er en del af et nyt seksårigt forskningsprogram kaldet "Collaborative Crop Resilience Program". 

Bevillingen er den største af sin slags inden for landbrug, som er givet i Danmark. Ud af de 203 millioner kroner er cirka 122 millioner kroner afsat til to projekter på Københavns Universitet.

Disse projekter vil blandt andet undersøge, hvordan man kan erstatte sprøjtemidler og gødning med gavnlige mikroorganismer, altså bakterier og svampe, for at udvikle stærkere afgrøder på en miljøvenlig måde. 

"Vi er selvfølgelig stolte over at have fået en bevilling i den her størrelsesorden til Institut for Plante- og Miljøvidenskab. Og vi glæder os meget over det samarbejde med AU, DTU og North Carolina State, som er en forudsætning i projektet. Ved at forene Danmarks stærkeste universiteter inden for landbrugsforskning med internationale kræfter kan vi opnå nogle helt unikke resultater," siger Svend Christensen, institutleder på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.

Ti millioner kroner til forskning i hjernesygdomme
Professor Rigmor Højland Jensen fra Dansk Hovedpinecenter på Rigshospitalet - Glostrup har modtaget ti millioner kroner fra Lundbeckfonden til forskning i hjernens væskeregulering.

Det skriver Rigshospitalet i en pressemeddelelse. 

Det er håbet, at forskningen kan bidrage til at forebygge og behandle flere hjernesygdomme, herunder Idiopatisk Intrakraniel Hypertension, der giver kronisk hovedpine og synsforstyrrelser. 

0:000:00