Fra fond til forsker: Sundhedsforskningen får millioner til at forstå bivirkninger

FONDE: Læger på Nordsjællands Hospital har modtaget 7,7 millioner kroner til et europæisk forskningsprojekt, som skal undersøge bivirkninger ved insulin for diabetikere, mens en lektor på Aarhus Universitet har modtaget en million til parkinsonsforskning.

Foto: Morten Germund/Ritzau Scanpix
Ninna Gøbel Rønberg

Både diabetes- og parkinsonspatienter risikerer at få bivirkninger af den medicin, som sygdommene ofte bliver behandlet med.

For diabetikere er lavt blodsukker (hypoglykæmi) en almindelig og potentielt alvorlig bivirkning, som opstår ved behandling, især med insulin. Mens parkinsonspatienter ofte blive givet et dopaminlignende stof som medicin, der på sigt kan give kraftige bivirkninger.

Disse udfordringer er der i denne uge blevet givet støtte til.

Et stort europæisk forskningsprojekt, med blandt andet base på Nordsjællands Hospital, har modtaget 7,7 millioner kroner, som skal give mere viden om for lavt blodsukker hos diabetikere.

Desuden har lektor Marina Romero-Ramos fra Aarhus Universitet modtaget en million kroner til et forskningsprojekt, der undersøger ændringer i immunsystemet i forbindelse med Parkinsons sygdom.

Penge til kliniske forsøg
Det er læger fra Nordsjællands Hospital, som har modtaget de 7,7 millioner kroner som led i et stort, fælleseuropæisk forskningsprojekt.

Projektet hedder Hypo-Resolve og har til formål at opbygge mere viden om, hvorfor diabetikere udvikler for lavt blodsukker samt finde bedre løsninger til at minimere konsekvenser af for lavt blodsukker.

Og millionerne skal netop bruges til det formål ved at gennemføre omfattende kliniske forsøg.

Desuden skal professor Ulrik Pedersen-Bjergaard sammen med kolleger på Nordsjællands Hospital lede et europæisk netværk af forskere med særlige kompetencer inden for klinisk hypoglykæmiforskning med henblik på gennemførelse af fremtidige kliniske studier.

0:000:00