Fra fond til forsker: TrygFonden uddeler over 17 millioner

FONDSMIDLER: TrygFonden har doneret over 17 millioner til blandt andet projekter på akutområdet og til gavn for kronisk syge. Og så fik en AU-professor en hæderspris fra Danske Lægers Forsikringsforening for forskning i nyrefunktion.

Foto: Ritzau/Anne Bæk
Katja Holm

Der er netop blevet offentliggjort en række donationer fra TrygFonden. Over 17 millioner kroner bliver sendt ud til forskellige forskningsprojekter. Det oplyser TrygFonden til Altinget i en pressemeddelelse.

Tre donationer til Aarhus Universitetshospital
Tre bevillinger er gået til Aarhus Universitetshospital.

Her har forskningsoverlæge Søren Paaske Johnsen modtaget 5.117.222 kroner til at forbedre den præhospitale visitation og behandling af patienter med en akut blodprop i hjernen. 

Hans Kirkegaard, som er professor fra Center for Akutforskning, har modtaget 1.636.647 kroner. Midlerne går til at fremme akutmedicin som akademisk disciplin i Danmark gennem talentudvikling, internationalt samarbejde og akutmedicinsk forskning.

Hos Dansk Stroke Center på Aarhus Universitetshospital har professor Grethe Andersen modtaget fire millioner kroner til et projekt om behandling af stroke. Målet med projektet er at reducere omfanget af hjerneskade i efterforløbet. Med projektet skal Grethe Andersen undersøge effekten af en ny metode til behandling af patienter med symptomer på akut blodprop eller blødning i hjernen.

Motionsfodbold til mænd med prostatakræft
På Universitetshospitalernes Center for Sundhedsfaglig Forskning (UCSF) ved Rigshospitalet har seniorforsker Julie Midtgaard modtaget en donation på 3.521.700 kroner til projekt FC Prostata. Projektet har kørt igennem nogle år, og det tilbyder motionsfodbold til mænd med prostatakræft. Motionsfodbold kan medvirke til øget muskel- og knoglestyrke, og man vil derfor arbejde for at forankre FC Prostata i mindst 20 kommuner.

To bevillinger til CAMES
Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation (CAMES) har modtaget to bevillinger. Her har læge Sandra Viggers modtaget 136.806 kroner til at undersøge, om ambulancepersonales håndtering af hjertestop og anafylaksi kan forbedres gennem en ny metode inden for simulationstræning.

Også overlæge og sektionsleder Anne Lippert fik 178.230 kroner til at undersøge effekten af tre forskellige modeller til indlæring af genkendelse af agonal vejrtrækning. Agonal vejrtrækning er refleksudløste gisp, som er en reaktion på iltmangel hos døende personer.

Kurser i hjertelungeudredning og website om kroniske smerter
Læge og direktør Freddy Lippert og forsker Kristine Eberhard fra Den Præhospitale Virksomhed på Akutberedskabet i Region Hovedstaden har modtaget 340.553 kroner til udvikling af kurser i hjertelungeredning.

0:000:00