Fra fond til forsker: Medicinsk cannabis sættes under forskningens lup

FONDE: I denne uges Fra fond til forsker skal vi både forbi en bevilling til forskning i udsatte unges ret til at blive hørt i egen sagsbehandling samt Novo Nordisk Prisen 2019, og så slutter vi med en bevilling til forskning i medicinsk cannabis som behandlingsform.   

En forsker har modtaget 285.000 fra Gigtforeningen til at undersøge effekten af medicinsk cannabis på patienter med fibromyalgi. 
En forsker har modtaget 285.000 fra Gigtforeningen til at undersøge effekten af medicinsk cannabis på patienter med fibromyalgi. Foto: 50090 Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix
Jesper Ravnborg

Vi er efter en uges tomgang atter tilbage med bevillingsnyt fra civil- og videnssamfundet, samlet i et udvalgt potpourri i det, vi på Altinget kalder ’Fra fond til forsker’.  

Og vi lægger stærkt fra land med en bevilling fra Egmont Fonden, der har afsat i underkanten af to millioner kroner til et omdiskuteret, men alligevel underbelyst emne.

Ifølge FN’s børnekonvention og Serviceloven er det en ret for børn og unge at blive hørt i deres sagsbehandling, hvilket i stigende grad er kommet beslutningstagere og NGO’er for øje, men dette til trods er det stadig et område med begrænset viden.

Det skal der nu laves om på.

Og det glæder chefanalytiker i Vive (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) Hans Skov Kloppenborg, der leder forskningsprojektet.

”Det er et utroligt spændende projekt, som vi skal i gang med. Det er et område, der rent forskningsmæssigt er underbelyst, og derfor har projektet potentiale til på sigt at gøre en forskel for mange udsatte børn og unge,” siger han i en pressemeddelelse.

Helt præcist vil en forskergruppe fra Vive undersøge, hvordan udsatte børn og unge oplever at blive inddraget i deres egen sagsbehandling. Det vil de gøre igennem en spørgeskemaundersøgelse blandt 5.000 danske udsatte børn og unge, som enten er anbragt uden for eget hjem eller modtager forebyggende foranstaltninger.

Hæder til astmaforskning
Vi fortsætter denne uges Fra fond til forsker med tildelingen af Novo Nordisk Prisen 2019.

Denne gang går hæderen til Hans Bisgaard, der modtager prisen for sin banebrydende forskning i astma og andre inflammatoriske sygdomme, der opstår tidligt i livet, og hvordan man kan forbedre behandlingen af ​​disse sygdomme.

0:000:00