Debat

Gymnasieelever: Drop karakterfokus i optagelsessystemet

DEBAT: Optagelsessystemet trænger til et eftersyn. Vi skal tage et opgør med det ensidige karakterfokus, kvote 1-gennemsnit skal vægtes, og kvote 2 skal være gennemskueligt for eleverne, skriver Martin Mejlgaard.

Elevernes opmærksomhed efter karaktererne sker på bekostning af fagligt engagement, skriver Martin Mejlgaard.
Elevernes opmærksomhed efter karaktererne sker på bekostning af fagligt engagement, skriver Martin Mejlgaard.Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Martin Mejlgaard
Formand, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS)

Et simpelt princip lyder: Det, man giver opmærksomhed, får opmærksomhed.

Det gør sig også gældende i uddannelsessystemet.

Når blot en ud af fire optages på videregående uddannelser på kvote 2, betyder det, at karaktererne bliver afgørende for elevernes mulighed for at komme ind på videregående uddannelser, fordi man skal optages på kvote 1.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Derfor retter eleverne, naturligt nok, deres opmærksomhed efter karaktererne. Det bliver desværre på bekostning af fagligt engagement.

Det udmønter sig helt konkret i, at næsten hver tredje undgår at række hånden op i timen af frygt for at få lavere karakterer. Målet for et uddannelsessystem må vel være, at eleverne tør springe ud på det dybe vand og udfordre sig selv, så de bliver dygtigere.  

Næsten hver tredje undgår at række hånden op i timen af frygt for at få lavere karakterer.

Martin Mejlgaard
Formand, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS)

Et nyt optagelsessystem skal skrue ned for det ensidige karakterfokus. Det kræver, at karaktererne får mindre betydning for unges mulighed for at tage en videregående uddannelse.

Vi kunne for eksempel øge optaget på kvote 2, så karaktererne bliver mindre afgørende for chancerne for at komme ind på drømmestudiet. Vi kan dermed flytte fokus fra karakterer til læring.

Vægt karakterer til kvote 1
Det er ikke blot størrelsen på andelen af elever, som optages på kvote 1, der er afgørende. Det er også et spørgsmål om, hvordan karaktergennemsnittet på kvote 1 beregnes.

For hvad er egentligt rationalet i, at ens historiekarakter skal være udslagsgivende for, om man kan læse medicin? I virkeligheden er nogle fag mere relevante for ens videre studier end andre, og det skal afspejles i optagesystemet.

Derfor bør vi lade nogle fag vægte mere end andre i optagesystemets kvote 1. Hver uddannelse skal kunne vælge op til tre fag, som er særlig relevante for den uddannelse. Karaktererne i de fag skal vægte dobbelt i karaktergennemsnittet.

Således kan vi modvirke, at karaktererne i idræt og oldtidskundskab holder elever tilbage fra at læse til ingeniør.

Kvote 2 skal være overskueligt
Alternativet til kvote 1 er kvote 2, hvor ansøgerne optages på andre kriterier end deres karaktergennemsnit.

Det er op til uddannelsesstederne at vælge, hvor stor en andel der optages på kvote 2, og hvilke kriterier der er for at optage på kvote 2.

Med forskellige krav fra uddannelse til uddannelse bliver det en jungle at gennemskue kvote 2-systemet. Derfor er der behov for at rydde op. Vi skal formulere nogle mere overordnede rammer for kvote 2. 

Vi foreslår, at relevant erhvervserfaring skal gøre det lettere at blive optaget via kvote 2. Hvis man skal være pædagog, er det måske ikke så dumt at have haft erfaring som pædagogmedhjælper.

Man vil ganske givet i sin tid som pædagogmedhjælper have afklaret, at det er jobbet som pædagog, man brænder for. Desuden foreslår vi, at vi laver en kombination af optagelsesprøver og optagelsessamtaler som udgangspunkt for at optage på kvote 2.

Det vil gøre det nemmere at gennemskue processen, men samtidig give de enkelte uddannelser mulighed for at lave forskellige optagelsesprøver.

Der er behov for at nytænke vores optagelsessystem. Vi skal sikre, at karaktererne får mindre betydning for elevernes mulighed for at blive optaget, så karaktererne kan fylde mindre i gymnasietiden.

Karaktergennemsnittet skal vægtes, så de væsentligste karakterer får mere betydning, og vi skal rydde op i kvote 2-systemet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Mejlgaard

Fhv. formand, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS)
Student

0:000:00