Hjemvendt professor bliver formand for Danmarks Grundforskningsfond

FONDE: Professor Jens Kehlet Nørskov er ny formand for Danmarks Grundforskningsfond.

Jens Kehlet Nørskov er udpeget som ny formand for Danmarks Grundforskningsfond per 1. januar 2019.
Jens Kehlet Nørskov er udpeget som ny formand for Danmarks Grundforskningsfond per 1. januar 2019.Foto: Uddannelses- og Forskningsministeriet/pressefoto
Sara Fleckner Vilstrup

Uddannelses- og forskningsministeren har udpeget professor og katalyseforsker Jens Kehlet Nørskov, Danmarks Tekniske Universitet, til ny formand for Danmarks Grundforskningsfond per 1. januar 2019.

Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

Jens Kehlet Nørskov, der er internationalt førende katalyseforsker og professor, vendte efter otte år på Stanford University, USA hjem til Danmark.

Her leder han det nye Center for Katalyseteori på DTU, og fra årsskiftet sætter han sig så i formandsstolen for Danmarks Grundforskningsfond.

Jeg glæder mig enormt til at arbejde med Grundforskningsfonden. Fonden er måske det vigtigste enkeltbidrag til det enestående omdømme, som dansk forskning har internationalt, og det er afgørende, at det succesfulde arbejde, som den afgående formand har stået for, fortsættes.

Jens Kehlet Nørskov
Kommende bestyrelsesformand for Danmarks Grundforskningsfond

"Jens Kehlet Nørskov er uden tvivl en af Danmarks dygtigste forskere, som vi skal være stolte af at have i Danmark. Han er internationalt anerkendt for sin forskning og har en stor ledelsesmæssig tyngde. Det er en stærk profil, der nu skal stå i spidsen for Danmarks Grundforskningsfond og arbejde for, at vi får endnu flere fundamentale og forandrende nybrud og fastholde Danmark som førende forskningsnation, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) i pressemeddelelsen.

Jens Kehlet Nørskov siger selv om sin nye post:

"Jeg glæder mig enormt til at arbejde med Grundforskningsfonden. Fonden er måske det vigtigste enkeltbidrag til det enestående omdømme, som dansk forskning har internationalt, og det er afgørende, at det succesfulde arbejde, som den afgående formand har stået for, fortsættes."

Jens Kehlet Nørskov afløser Liselotte Højgaard, professor og klinikchef på Rigshospitalet. 

0:000:00