Ingen sikre støtter til S-valgløfte om øget forskningsfradrag

ERHVERVSFORSKNING: S-forslag, som vil give virksomheder et højere fradrag for forskningsudgifter, vækker ikke begejstring i hverken rød eller blå blok. Selv Radikale er bekymrede for finansieringen af forslaget.  

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Toke Gade Crone Kristiansen

Novo Nordisk, Lundbeck, Danske Bank og andre forskningstunge virksomheder får ikke nødvendigvis en forhøjelse af fradraget for forskning og udvikling på 130 procent, selvom Socialdemokratiet skulle vinde regeringsmagten. 

Enhedslisten, SF og Alternativet stemte nemlig alle imod et højere forskningsfradrag til virksomhederne, da det blev forhøjet sidste år, og man forholder sig fortsat skeptisk eller afvisende til forslaget i rød blok.  

Derfor peger alt på, at Socialdemokratiet må søge støtte i blå blok til partiets politik om at forhøje fradraget for forskning og udvikling til 130 procent, men heller ikke her er entusiasmen stor. 

"Vi ønsker fortsat at gennemføre et højere fradrag. Vi er klar til at gøre det med det flertal, som vil gennemføre det sammen med os," siger Benny Engelbrecht, som understreger at S historisk set gerne laver brede forlig på erhvervsområdet.

Flertallet er dog svært at få øje på lige nu, viser en rundringning, Altinget har foretaget.

Røde partier er skeptiske
Da regeringen gennemførte en gradvis forhøjelse af fradraget til 110 procent i 2018, stemte enhedslisten nej. Og den skepsis er stadig til stede i partiet.  

Erhvervsordfører Pelle Dragsted afviser dog ikke fuldstændigt, at partiet vil være med til at kigge på Socialdemokratiets forslag.

Det kræver dog, at erhvervslivet vil være med til selv at betale for det.

"Hvor skal pengene komme fra? Kan de for eksempel findes inden for andre dele af erhvervsstøtten, så kan vi måske indgå i noget," lyder det fra Pelle Dragsted. 

Dokumentation

Sådan er fradraget for forskning og udvikling i dag: 

Fradraget øges gradvist til 101,5 procent i indkomstårene 2018 og 2019.

I indkomståret 2020 forøges det til 103 procent.

I indkomståret 2021 øges det til 105 procent.

I indkomståret 2023 øges det til 108 procent

I 2026 bliver fradraget fuldt indfaset på 110 procent.

Da forslaget blev vedtaget, blev det skønnet at ville koste 450 millioner. 

 


0:000:00