Jurist: Debatten om krænkelseskultur er en kæmpe stråmand

Af Asger Kjærum
Jurist

Krænkelseskultur og identitetspolitik er – med landets universiteter i centrum – blevet godt mediestof.

Desværre har mediedækningen generelt været præget af manglende nuancer og et overdrevet fokus på at demonstrere, at krænkelseskulturen er et kæmpeproblem for vores ytrings- og forskningsfrihed. Her er fire helt grundlæggende problemer, som danske medier i stedet burde forholde sig til, når de dækker emnet.

Er forskningsfriheden truet?
1. Der er tale om et ikkeeksisterende problem – skabt til lejligheden, så man har noget at skyde på. De fleste eksempler, der bliver fremført i debatten, vedrører situationer, hvor studerende eller ansatte klager over deres undervisere eller kolleger.

Men hvorfor skulle klager være et problem for ytrings- og forskningsfriheden? Klager fra studerende og ansatte på universiteterne er nok cirka lige så almindeligt som fredagsbar og 12-taller. Da jeg selv læste på jurastudiet, klagede de studerende over alt fra karakterer, til at de ikke kunne få flyttet deres eksamen, når de skulle på skiferie.

Det er imidlertid overordentlig svært at finde eksempler på klager, der rent faktisk har haft konsekvenser for dem, der blev klaget over. Det er således en kæmpe stråmand, når Politiken og andre medier fremstiller klager uden sanktion som en indikation på, at der er ved at ske indskrænkninger i forsknings- og ytringsfriheden – og derefter kører kampagner imod det.

Der er bestemt noget at være bekymret for – det foregår bare ikke i Danmark her og nu.

Asger Kjærum
Jurist

Denne pointe er fint illustreret i Politikens artikel ”Ny krænkelsessag på Københavns Universitet: Lektor i biologi kom til at tale om mænd og kvinder”, som beskriver, hvordan en klage fra studerende har fået en lektor på biologistudiet til at finde sig nødsaget til at ændre sin undervisning.

Der er bare det lille problem, at der hverken er tale om en sag, en klage eller en krænkelse. Der er i stedet tale om, at nogle studerende i et fokusgruppemøde har sagt, at lektorens statistikeksempler, som kun omfattede mænd og kvinder, var upassende, da de ikke tager højde for folk, der ikke identificerer sig som mand eller kvinde.

Ifølge lektoren har fokusgruppemødet fået ham til at spekulere over, hvordan han kan tilrettelægge sin undervisning anderledes, så ingen af hans studerende føler sig stødt eller krænket fremover. Det lyder umiddelbart som et fokusgruppemøde lige efter bogen. De studerende giver feedback og lektor overvejer, om der skal ændringer i undervisningen.

En hjælp for studerende 
2. Krænkelser kan i nogle tilfælde være tegn på manglende videnskabelig kvalitet og omtanke i arbejdet, og klager er nogle gange den eneste måde, studerende og ansatte nederst i hierarkiet kan trænge igennem med legitime synspunkter om kvaliteten af forskning og undervisning på universiteterne.

I den ovenfor nævnte ”krænkelsessag” er det vel fagligt temmelig relevant for de studerende på netop biologi-studiet at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor statistikeksempler kun indeholder mænd og kvinder, når man nu ved, at dette ikke dækker hele spektret at kønsidentitet. For en mere udførlig beskrivelse af problemstillingen med videnskabelig kvalitet kan man med fordel læse Tor Hernes’ kronik i Berlingske.

Vi har alle ytringsfrihed
3. Vi har alle ytringsfrihed – også til at sige, at vi føler os krænkede. Problemet med den nuværende debat er, at der er blevet skabt en falsk lighed mellem det, at en person føler sig krænket, og nødvendigheden af en sanktion mod krænkeren.

Folk har helt forskellige grænser for, hvad der krænker dem, og der findes et hav af tilfælde, hvor det ville være helt absurd at sanktionere afsenderen – Lars von Triers film for eksempel.

Det må og skal være muligt for os alle at udtrykke, at vi føler os krænkede, uden at det skal forstås som en intention om, at krænkeren er juridisk forpligtet til at holde mund. Det er desværre meget svært i debatter om identitetspolitik, hvor det let kommer til at virke, som om ytringsfriheden ikke gælder for den krænkede.

Ulven kommer!
4. Den nuværende debat virker desværre som at råbe ”ulven kommer”, når man ser en mus i horisonten. For kigger man ud i verden, er der nogle store og meget komplekse problemstillinger i relationen mellem forskning, undervisning, identitetspolitik og krænkelser.

Man kan bare kigge til USA og England, hvor man med trigger warnings mærker undervisningsmaterialer, så de studerende kan se, om der er risiko for at blive mødt af noget stødende.

Så der er bestemt noget at være bekymret for – det foregår bare ikke i Danmark her og nu. Så hvis de danske medier virkelig er så bekymrede for vores ytrings- og forskningsfrihed, kunne de prøve at undersøge, hvordan universiteterne rent faktisk har håndteret disse sager, uden at der var behov for sanktioner. Det kunne være, vi kunne lære noget til fremtiden