Læger må forske i fritiden
FORSKNING: Forskning i sundhedsvæsenet forlader sig i høj grad på arbejde i lægers fritid, viser en rundspørge. Problematisk, mener lægeformænd. Radikale vil have bedre overblik over regionernes sundhedsforskning.
Signe Løntoft
RedaktørLæger må i stor stil bruge deres fritid på at forske, også selvom de er ansat i en stilling med såkaldt dedikeret forskningstid.
Det viser en ny rundspørge, Lægeforeningen har foretaget blandt læger, der er ansat på danske hospitaler og udfører klinisk forskning. Her svarer 43 procent af de læger, der har dedikeret forskningstid som en del af deres ansættelse, at de ugentligt bruger mere end 10 timer af deres fritid på at forske.
”Når man sidder til morgenkonferencen, og der er sygdom på afdelingen, og venteværelset er fuldt af patienter, bliver forskningsdagen ofte inddraget. Også selvom man sidder i en stilling med dedikeret tid til forskning," siger Sanne Marie Thysen, der er formand for Lægeforeningens Forskningsudvalg.
”Det er en uholdbar situation, at udviklingen af nye patientbehandlinger i så høj grad skal afhænge af den enkelte læges engagement i sin fritid," siger hun.
Tallene for sundhedsforskning kan virke, som om de er trukket op af en hat.
Stinus Lindgreen (R)
Ordfører for sundhed og forskning
Formand for Lægevidenskabelige Selskaber, Henrik Ullum, genkender billedet fra rundspørgen:
”Når man ser de her halve forskningsstillinger, ser de på papiret meget attraktive ud, men når man lander i dem, er det ofte svært at få det til at hænge sammen. Arbejdet i klinikken vil ofte tage flere timer, end der er afsat. Og så bliver det sådan, at forskere forsker i fritiden.”
Det er simpelthen svært at insistere på sin ret til at forske, når patienterne nærmest står i kø uden for døren.
Henrik Ullum
Formand, Lægevidenskabelige Selskaber
Krydspres
Begge lægeformænd understreger, at der ikke som sådan er noget galt i, at dedikerede læger forsker i deres fritid.
”Jeg tror, alle forskere kender til at forske i fritiden, men mængden er problematisk," mener Henrik Ullum. Han peger på, at læger også kan opleve et krydspres, hvis de sidder i en stilling, hvor der formelt er afsat tid til forskning, fordi der så også er der en forventning om en videnskabelig produktion.
Det samme gør sig gældende på universiteterne, hvor man både skal undervise og forske. Er der noget i den her problemstilling, der er særligt for læger?
