Lars Tvede: Universiteternes marcherende offerkultur gør os til skræmte dansebjørne

Da jeg gik i skole, læste vi selvfølgelig George Orwells forrygende bog 1984. Hold op, den var fascinerende, men jeg fandt den også alarmerende. Her fortaltes nemlig om et fremtidigt samfund, som styredes af det såkaldte ”Ingsoc”-parti. Hvordan dette i øvrigt var kommet til magten, var for bogens hovedpersoner svært at afklare, da Ingsoc konstant omskrev historiebøgerne, så alt forsvandt i tågerne.

Disse omskrivninger foregik  i ”Ministeriet for Sandhed”, som også omdefinerede ords betydning og udviklede såkaldt "Nysprog”, som gjorde det sværere at tænke uortodokse tanker.

Bogens hovedpersoner, der i øvrigt arbejdede netop i Ministeriet for Sandhed, arresteres i bogen af ”tankepolitiet” for at have begået ”tankeforbrydelser”. Derefter bragtes de til afhøring i ”Ministeriet for Kærlighed” – efterfulgt af en meget ubehagelig genopdragelse.

Velkommen til Københavns Universitet, anno 2018.

Den nye krænkelseskultur, som nu tydeligvis har bredt sig fra USA til Europa, er for mig i det mindste Orwell-light eller 1984-lidt-senere.

Lars Tvede

Ah, OK, nu strammer jeg den nok lidt. Altså med KU. Men tænk lige over det; på KU har man nu officielt indført krænkelseskultur og opfordrer studerende til anonymt at angive enhver, de synes sårer, fornærmer eller krænker dem. 

Men hvad går dette egentlig ud på, ud over efter min mening at være temmelig Orwelliansk? For mig er det først og fremmest en institutionalisering af det, der kaldes Karpmans Dramatriangel: et spil, hvor folk selvorganiseres i et rollespil med tre deltagere:

Problemet i de mange moderne forsøg på tankestyring er, at folk tror, man kan løse sociale problemer ved systematisk at censurere folk og gennemtvinge Orweliansk Nysprog.

Lars Tvede

- Krænkeren, som ses som den onde

- Offeret, som føler sig krænket

- Redderen, som beskytter offeret og derfor er helten

Karpman påviste, at mange dysfunktionelle rollespil i eksempelvis familier eller på arbejdspladser kunne generaliseres i netop dette krænker-offer-redder-spil. Når man først var havnet i spillet, sagde han, var det både svært at komme ud igen – og svært at komme rigtigt frem i livet.

Den nye krænkelseskultur, som nu tydeligvis har bredt sig fra USA til Europa, er for mig i det mindste Orwell-light eller 1984-lidt-senere. Men det er så sandelig også Karpmans dramatriangel for fuld udblæsning. Det er nemlig et destruktivt spil, hvor vi i stedet for at blive frie, ansvarlige og voksne mennesker vælger livslange far-mor-og-børn-forhold. ”Mor, Søren slog mig!” ”Nååh, lille pus, nu skal jeg trøste dig.”

Vi kan også skære den på en anden måde. Professor Covey – forfatteren til den globale bestseller "The 7 Habits of Highly Effective People" – studerede i mange år, hvordan ekstremt effektive og succesrige mennesker egentlig tænkte og handlede. Hans konklusioner, som bogen beskriver, omhandler blandt andet tre faser af menneskelig udvikling:  

Fase 1: Det uselvstændige du-menneske, der er afhængig af andre – sådan starter alle spædbørn.
Fase 2: Det selvstændige jeg-menneske, der tager vare på sit eget liv.
Fase 3: Det selvstændige vi-menneske,  der både tager vare på eget liv og har gensidigt frugtbart samarbejde med andre.

Ekstremt succesrige mennesker, sagde Covey så, har arbejdet sig frem til fase 2 og 3. Siden jeg forstod dette (det hjalp at læse bogen), har jeg altid i mit valg af forretningspartnere og medarbejdere skelet meget til, om de var Karpman-dramaqueens eller selvstændige, konstruktive individer.

Krænkelseskulturen fastholder folk i Coveys fase 1, det vil sige som du-mennesker. Og den kan efter min mening let reducere dem til skræmte dansebjørne, der konstant må vare på hvert et ord og hver en handling. Eller til små, forpjuskede mennesker, som konstant leder efter anledninger til at trække offerkortet.