Medlem af regeringens Stresspanel: Uddannelserne skal tage langt større ansvar for de studerendes trivsel

INTERVIEW: De videregående uddannelser skal sætte ind mod de studerendes stressniveau, allerede når de modtager dem fra ungdomsuddannelserne, siger direktør i Studenterrådgivningen, Thomas Braun, der er medlem af Stresspanelet, som i dag præsenterer tolv anbefalinger mod stress.

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

De danske unge skal hjælpes med overgangen fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse. 

Sådan lyder det fra regeringens Stresspanel, der i dag er klar med i alt tolv anbefalinger, som skal være med til at reducere stressniveauet i befolkningen.

Én af anbefalingerne er direkte målrettet de videregående uddannelser og lyder i sin fulde længde:   

“Indfør et øget og mere systematiseret fokus på overgangen til at være studerende, heriblandt at håndtere stressorer, skabe sunde studiefællesskaber og undgå fejlfrygt.”

Jeg har lyst til at hænge den kultur ud, hvor man som institution er med til at skabe en forestilling om, at du som studerende skal være en meget mere idealiseret udgave af dig selv, end du formår at være. Det kan de studerende ikke opnå

Thomas Braun
Direktør for Studenterrådgivningen

Altinget har talt med medlem af Stresspanelet og direktør for Studenterrådgivningen Thomas Braun og bedt ham uddybe, hvordan anbefalingen skal forstås.

Han mener, at tidens unge har et helt særligt behov for at blive guidet i, hvad det vil sige at være studerende på en videregående uddannelse. 

"Vi får nogle unge ind, som gennem ungdomsuddannelsessystemet er socialiseret ind i en bestemt måde at læse på, der har et enormt fokus på karakterer. De er enormt optagede af præstationskrav og stiller nogle forventninger til sig selv, som for rigtig manges vedkommende er urealistisk høje. Vi skal spørge os selv, hvordan vi skal tage imod dem,” siger Thomas Braun. 

Overdrevet karakterfokus 
Stresspanelet blev nedsat i sommeren 2018, fordi den seneste udgave af Den Nationale Sundhedsprofil viste et alarmerende højt stressniveau i befolkningen. Særligt slemt står det til blandt unge kvinder mellem 16 og 24, hvor hele 40,1 procent har et selvoplevet højt stressniveau. 

En stor del af skylden kan placeres i uddannelsessystemet, mener Thomas Braun, der til daglig leder Studenterrådgivningen, der hjælper mistrivende studerende. 

Dokumentation

Stresspanelets anbefaling målrettet de videregående uddannelser lyder:

“Indfør et øget og mere systematiseret fokus på overgangen til at være studerende, heriblandt at håndtere stressorer, skabe sunde studiefællesskaber og undgå fejlfrygt.”

Anbefalingen er én af i alt 12 anbefalinger, der bliver præsenteret på et pressemøde 10. april 2019. 

Stresspanelet blev nedsat i sommeren 2018. Det skete som reaktion på den seneste udgave af Den Nationale Sundhedsprofil fra 2017, der viste, af 25 procent af danskerne er stressede. Den mest stressede befolkningsgruppe er de 16- til 24-årige kvinder, hvor 41 procent føler sig stressede. 

Stresspanelets medlemmer er:

Anette Prehn (formand), Direktør for Centre for Brain-Based Leadership and Learning

Anne-Mette Ravn, CEO, Hartmanns A/S

Christian Mogensen, foredragsholder

Imran Rashid, speciallæge i almen medicin og stifter af Sunddigital.dk

Marianne Breds Geoffroy, speciallæge i psykiatri

Mikkel Baastrup, CEO, B. Nyyggard Sørensen A/S

Peter Lund Madsen, dr.med. og speciallæge i psykiatri 

Sarah Wessmann Olsen, aktivist, ansat i Region Hovedsadens psykiatri

Thomas Braun, direktør for Studenterrådgivningen


0:000:00