Mindst 70 studier i gang: Her bliver der arbejdet på en coronavaccine

OVERBLIK: Overalt i verden er der med rekordfart indledt studier, der gerne skal ende i en vaccine mod coronavirus. Se her, hvor der forskes, og hvor langt forsøgene er kommet.

Mindst 70 steder i verden forskes der lige nu i en vaccine, der skal tage kampen op med coronavirus. Men der findes meget lidt data fra dem endnu.
Mindst 70 steder i verden forskes der lige nu i en vaccine, der skal tage kampen op med coronavirus. Men der findes meget lidt data fra dem endnu.
Simon Holst JensenMartine Seedorff PerregaardSimon Egelund Hansen

En vaccine er med al sandsynlighed først klar i løbet af næste år, har vi fået at vide i lang tid. Det er sikkert rigtigt nok.

Det skyldes absolut ikke mangel på initiativer, eller at der ikke bliver arbejdet på sagen. WHO har udgivet en liste over de studier, som de holder øje med, og derpå er der ikke mindre end 70 igangværende studier, der har som mål at finde en vaccine mod covid-19.

Listen kan ses i bunden af artiklen.

De fleste af studierne er stadig i den tidlige, prækliniske fase, hvor man endnu ikke er begyndt at teste på mennesker, men der er også nogen, der er længere fremme.

”Et af dem, der får mest opmærksomhed, er et fra Oxford, hvor man allerede nu går i mennesker, men der foreligger jo ingen data endnu,” siger Søren Riis Paludan, professor på Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker i vacciner.

Udvalgt af Lægemiddelstyrelsen
Studiet fra Oxford er også et blandt 15, som Lægemiddelstyrelsen har udvalgt til en anden liste, der dækker de studier, myndigheden har mest tiltro til på forhånd.

Selvom et studie på forhånd ser lovende ud på grund af fremgangsmåden eller størrelsen, er det slet ikke det samme, som at det med sikkerhed bliver brugbart, når det er afsluttet.

”Covid-19 kom, en masse folk fik en masse gode idéer, de er gået i gang med at udføre dem, og det er så der, vi står nu. Man kan ikke sige, om kagen er god, før den kommer ud af ovnen, og at vurdere studierne nu er lidt som at stå og kigge ind i ovnen, mens kagen bager,” forklarer Søren Paludan.

Farten i vejret
På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside står der, at man i akutte situationer som den, vi befinder os i nu, kan fremskynde processen med at godkende medicinalprodukter.

Der sker blandt andet ved, at man giver udviklerne lov til at indsende data løbende, frem for at de som normalt skal vente, til de har samlet det hele sammen i en endelig rapport.

Det gør, at proceduren kan gennemføres på cirka 70 dage mod de normale 210. Ifølge Søren Riis Paludan kan den nuværende sundhedskrise være med til at skubbe på godkendelsesproceduren i fremtiden.

”Jeg tror, at noget af det, der kommer ud af den her krise, er, at man får lov at gå meget hurtigt fremad. Der er ikke 10 slipsemænd, der skal se hvert eneste stykke papir, før man får lov at gå videre."

"Men igen, vi har jo ikke set nogen data endnu. Vi har gode idéer, men indtil videre er det fugle på taget,” siger han.

Der er således fortsat ingen studier, der er nået så langt, at der er blevet sendt data til godkendelse, og derfor kan Paludan stemme i med de andre eksperter på området:

”Vi får ikke udryddet den her virus i morgen.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Riis Paludan

Leder, Center for Immunology of Viral Infections, Danmarks Grundforskningsfond, professor, Institut for Biomedicin, Aarhus Uni., gæsteprofessor, Sahlgrenska Akademin, Göteborg Uni.
cand.scient. (Aarhus Uni. 1998), udvekslingsstudent (University of Oxford 1995-1996), ph.d (Aarhus Uni. 2000), dr.med. (Aarhus Uni. 2003)

0:000:00