Minister klar med plan for evaluering af pædagoguddannelsen

TRETRINSRAKET: Evalueringen deles op i fire dele, der blandt andet skal granske fagligheden og praktikdelen på uddannelsen. Når evalueringen er færdig, skal Folketingets partier drøfte evalueringen med henblik på en fremtidig kvalitetsplan for uddannelsen.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Simon Lessel

Torsdag eftermiddag løftede uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) sløret for, hvordan den længe ventede evaluering af pædagoguddannelsen skal foregå.

Ministeren sætter gang i et såkaldt evalueringsprogram, der frem til næste forår skal kigge uddannelsen efter i sømmene. Evalueringen deles op i fire dele. Først og fremmest skal det faglige niveau, praktikdelen og studiemiljøet granskes. Dernæst skal det også undersøges, hvilke fremtidige kompetencer man som pædagog skal have med i sin faglige rygsæk.

"Fremtidens pædagoger skal være endnu bedre rustet til arbejdet med vores børn, unge og udsatte. Derfor skal de have rygsækken fyldt med den nyeste pædagogiske viden og de bedste værktøjer. For at vi sætter ind de rigtige steder og ikke ødelægger de ting, der i dag fungerer, skal vi have solid grund under fødderne. Det kræver ny viden," siger Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse.

En del af større plan
Evalueringen af uddannelsen er en del af en større plan om at sikre uddannelse af mere pædagogisk personale, som det også er beskrevet i forståelsespapiret, 

For at vi sætter ind de rigtige steder og ikke ødelægger de ting, der i dag fungerer, skal vi have solid grund under fødderne. Det kræver ny viden. Og det kræver, at vi lytter til alle dem, der uddanner og beskæftiger landets mange tusinde pædagoger.

Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Uddannelses- og forskningsminister

Første del i den plan var tilførslen af 127,5 millioner kroner til pædagoguddannelsen, hvilket blev sat i værk i sensommeren sidste år. En manøvre, der blev fundet penge til ved at sløjfe VLAK-regeringens talentpulje.

Evalueringen af pædagoguddannelsen er andet led i planen. Og når sidste punktum er sat i evalueringen, iværksættes tredje og sidste del af planen, som bliver regeringens endelige oplæg til en samlet kvalitetsplan for uddannelsen.

Den skal herefter drøftes og forhandles på plads med Folketingets partier. Ifølge pressemeddelelsen er regeringens mål med den såkaldte kvalitetsplan at sikre bedre kvalitet i uddannelsen og gøre pædagogfaget mere prestigefyldt.

"Skal vi lave forandringer i Danmarks største uddannelse, skal vi gøre det ordentligt og i fællesskab. Med evaluering og inddragelse kommer vi tættere på, hvor det er, skoen trykker. Og når vi sammen er blevet klogere, kommer regeringen med vores samlede bud på, hvordan vi også i fremtiden skaber pædagoger i verdensklasse", siger Ane Halsboe-Jørgensen.

0:000:00