Debat

Novo-direktør: Med fundamentet i orden er det tid til eliten

DEBAT: I Novo Nordisk ser vi gerne, at der tages en politisk beslutning om at etablere særlige eliteforskningscentre, hvor de dygtigste ph.d.-studerende får kontakt til forskningstoppen. Det skriver Peter Kurtzhals, forskningsdirektør i Novo Nordisk.

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Kurtzhals
Forskningsdirektør i Novo Nordisk

Den danske ph.d.-uddannelse har det godt. Det er gode nyheder. En stor tak til Uddannelses- og Forskningsministeriet for at gøre os klogere på kvaliteten af vores forskeruddannelser.

Novo Nordisk er den største private aftager af ph.d.er i Danmark. Det er i høj grad forskernes innovationskraft, der afgør, hvor gode vi er til at skabe fremtidens lægemidler – og dermed vores evne til at gøre en forskel for patienterne og konkurrere med nogle af de største virksomheder i verden.

Innovationskraften afhænger af, hvor gode vi er til at udvikle forskernes talent og evner til det højest mulige niveau.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Derfor ligger den danske forskeruddannelse vores hjerte nær. Vi har flere gange meldt os på banen i debatten om de danske ph.d.-uddannelser. Og vi sætter stor pris på, at den nu har fået det gennemsyn, som også vi har efterlyst.

Ministeriets analyse viser, at ph.d.-uddannelserne holder det faglige niveau på trods af en fordobling af antallet af studerende til 2400 siden 2003. De danske ph.d.er har således et højt fagligt gennemsnitsniveau.

Sådanne miljøer skal grundlæggende favorisere den videnskabelige mesterlære, som – i en international og integreret form – kan være med til at løfte de allerdygtigste ph.d.-studerende til et endnu højere fagligt niveau.

Peter Kurtzhals, forskningsdirektør i Novo Nordisk

Samtidig viser ministeriets analyse, at ph.d.-uddannelsen er en god investering, ikke mindst i et land som Danmark, hvor væksten drives af netop videnbaserede virksomheder. Det er alt sammen rigtigt gode nyheder – og det giver os en fantastisk mulighed for at hæve barren endnu mere for de allerdygtigste forskerstuderende.

Et center til de dygtigste
Danmark kan med fordel nu rette blikket mod de allerdygtigste, talenterne, pionererne – de forskere som driver de store gennembrud, ser de mønstre, vi andre ikke gør – og har potentialet til at slå igennem overalt i verden.

I Novo Nordisk ser vi gerne, at der tages en politisk beslutning om at etablere særlige eliteforskningscentre, hvor de allerdygtigste ph.d.-studerende kan få nærkontakten med forskningens top.

Elitecentre, baseret på samarbejde mellem de allerbedste danske bioteknologiske forskningsmiljøer. Oveni kommer internationalt samarbejde, gæsteprofessorer, samspil med forskningsbaserede virksomheder.

Sådanne miljøer skal grundlæggende favorisere den videnskabelige mesterlære, som – i en international og integreret form – kan være med til at løfte de allerdygtigste ph.d.-studerende til et endnu højere fagligt niveau.

På de områder, der kræver allermest fordybelse og forståelse for at løse nogle af de mest komplekse udfordringer, som eksempelvis life science, kunne vi overveje at give de ph.d.-studerende et år mere til deres forskning.

En 4-årig ph.d. kunne for alvor give rum og tid til at lade de dygtigste studerende udfolde deres fulde potentiale.

Det er forskningstalenterne, der er kilden til de banebrydende innovationer, som også i fremtiden kan skabe vækst og arbejdspladser i Danmark. Lad os sørge for, at de bliver præcis så dygtige, som de har potentiale til.

Med resultaterne af ministeriets analyse i hånden ved vi nu mere om de danske ph.d.-uddannelsers tilstand. Vi har fundamentet i orden – og dermed muligheden for at lade også de allerdygtigste forskerstuderende realisere deres fulde potentiale.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00