Novo Nordisk Fonden tildeler stort millionbeløb til dansk proteinforskning

BEVILLING: Forskningscentret Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research modtager 700 millioner til kortlægning af proteiner i kroppen. 

Centret med base på KU har 200 ansatte fordelt på fire forskellige forskningsprogrammer.
Centret med base på KU har 200 ansatte fordelt på fire forskellige forskningsprogrammer.Foto: Mike Segar/Ritzau Scanpix
Flora Juul Holst

Det er en god dag for Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research. 

Novo Nordisk Fonden har nemlig tildelt centret 700 millioner kroner til grundforskningsarbejde om proteiner i kroppen. Et forskningsområde, der måske kan få en betydning for forståelsen af udbredte sygdomme som kræft og diabetes. 

Det skriver Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i en pressemeddelelse.

Centerdirektør og professor Jiri Lukas er meget taknemmelig for bevillingen, der skal betale de næste fem års forskning. 

”Det er visionært at tildele bevillinger over en så lang periode. Det betyder, at vi kan løfte proteinforskning til højeste internationale niveau," siger han. 

Centret, der har eksisteret siden 2009, er allerede blevet internationalt anerkendt for sit arbejde med proteiner. Blandt andet formåede forskerne på centret at lave verdens dybeste protein-sekventering i en enkelt celle, hvor de fandt flere end 14.000 forskellige proteiner. 

Det er bedrifter, som imponerer Novo Nordisk Fondens administrerende direktør, Birgitte Nauntofte. Derfor har hun også store forventninger til centrets fremtidige forskning: 

"Med den nye bevilling ønsker vi at gøre det muligt for centret at afdække grundlæggende proteinmekanismer og at omdanne ny viden til samarbejder med kliniske miljøer til gavn for patienter og samfundet,” siger hun i pressemeddelelsen. 

Derudover vil en del af pengene gå til uddannelse og træning af nye proteinforskere på Københavns Universitet. 









0:000:00