Ny forskningskommissær skal fordele EU's største forskningsbudget nogensinde

100 MILLIARDER: Når EU's nuværende ramme til forskningsstøtte udløber i udgangen af 2020, træder et nyt initiativ i stedet. Kvinden, der skal stå i spidsen for EU's forskningsprioriteringer, vil give mere til grundforskning og samle Europas forskningsmuskler.

Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Chris Lehmann

Dansk forskning nyder meget godt af EU's nuværende forskningsinitiativ Horizon 2020. Danmark er det land, der hjemtager næstflest euro fra EU's forskningspulje målt pr. indbygger.

Men med en ny kommissær med ansvar for forskningsområdet er der både forandringer og muligvis også flere penge på vej. Portugisiske Carlos Moedas har givet stafetten videre til bulgarske Mariya Gabriel, som er den nytiltrådte kommissær for forskning, innovation, uddannelse, kultur og unge.

Og hun skal blandt andet stå i spidsen for efterfølgeren til Horizon 2020, Horizon Europe. Sidstnævnte er et rammeinitiativ med omtrent 100 milliarder euro i banken, som blev godkendt under den nu fratrådte Juncker-kommission.

Den præcise størrelse på rammen bliver dog først fastlagt som en del af EU's igangværende budgetforhandlinger for det næste, syv-årige budget.

Fakta
Mariya Gabriel
Født: 20. maj, 1979
Nationalitet: Bulgarer

EU-CV:
2017 – nu: Kommissær for den digitale økonomi og det digitale samfund

2009 – 2017: Medlem af Europa-Parlamentet, EPP/GERB

Uddannelse:
Master i komparativ politik og internationale forhold, Academy for Political Science, Bordeaux

Bachelor i bulgarsk og fransk, Paisii Hilendarski Plovdiv-universitetet, Bulgarien.

Vil kæmpe for flere penge til grundforskning
I sine svar på EU-Parlamentets spørgsmål før sin tiltræden fremhæver den bulgarske kommissær selv European Research Council (ERC) som et område, hun gerne vil styrke. ERC støtter lovende forskere i deres arbejde og har fokus på grundforskning og nye opdagelser i stedet for på mere politisk styret strategisk forskning.

Gabriel siger i sine svar, at hun vil kæmpe for, at budgettet til ERC bliver hævet fra 13,1 milliarder euro til 16,6 i EU's næste budgetaftale. Hun fremhæver også, at det generelle budget til EU's nye forskningsprogram Horizon Europe stiger med 26 procent i det foreslåede budget, der forhandles om lige nu.

Af de mange milliarder euro til forskning foreslår hun selv at øremærke omkring 35 procent til at støtte, at EU når i mål med sine klimaforpligtelser.

Desuden har den nye kommissionsformand, Ursula von der Leyen, pålagt Mariya Gabriel at sætte skub i udviklingen af European Research Area-initiativet, som skal gøre EU til et sted, hvor forskere kan rejse frit til der, hvor de har de bedste muligheder for at arbejde med deres forskning. Kort sagt skal ideen om det indre marked overføres til forskningen.

Det er et initiativ, der allerede har været i gang i årevis, men hvor fremskridtene, ifølge den seneste statusrapport, kommer langsommere og langsommere.

0:000:00