Ny minister trak stikket til millionpulje dagen inden ansøgningsfrist

SKROTTET: Dagen før ansøgningsfristen sløjfede uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) VLAK-regeringens talentpulje og gav pengene til pædagoguddannelsen. Det frustrerer en række aktører, der stod klar med ansøgninger til de 190 millioner ​kroner.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) kalder det en “meget bevidst prioritering” at sløjfe den tidligere regerings talentpulje dagen inden ansøgningsfristen og i stedet give pengene til pædagoguddannelsen.
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) kalder det en “meget bevidst prioritering” at sløjfe den tidligere regerings talentpulje dagen inden ansøgningsfristen og i stedet give pengene til pædagoguddannelsen.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Henrik Moltke

I onsdags modtog en række studieadministratorer en e-mail fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse. “Regeringen har besluttet ikke at videreføre den tidligere regerings indsats på talentområdet,” begyndte mailen, der var underskrevet af direktør i styrelsen Hans Müller Pedersen. 

“Vi er opmærksomme på, at der er en række personer hos jer, der har brugt tid og kræfter på at udarbejde ansøgninger her frem mod ansøgningsfristen,” fortsatte mailen, med henvisning til ansøgningsfristen torsdag – dagen efter – for ansøgninger til de 190 millioner kroner, VLAK-regeringen i februar afsatte. 

Talentpuljen var en af anbefalingerne fra Disruptionrådet, der blev nedsat i 2017. Ud over talentpuljen gik Løkke-regeringen også videre med Disruptionrådets anbefaling om et dataetisk råd og et skærpet tilsyn med onlineplatforme. 

E-mailen, der landede på de danske uddannelsessteder i sidste uge, indeholdt hverken en undskyldning eller en forklaring på, hvorfor ministeriet – som styrelsen er en del af – i sidste øjeblik trak stikket ​til talentpuljen. Men ministeriets hjemmeside blev samme dag ændret, så den henviste til en pressemeddelelse om, at 127,5 millioner fra talentpuljen i stedet ville blive brugt på et “ekstraordinært løft af pædagoguddannelsen”. 

Vi synes, det er en lidt besynderlig udmelding at komme med dagen før. Alt arbejdet er jo gjort. Jeg kan godt forstå, at den nye regering har en ny politik, men jeg er forundret over, at man aflyser det her talentprogram dagen før.

Bjarne Graabech Sørensen
Prorektor på SDU

Besynderlig udmelding
Forløbet falder flere aktører, Altinget har talt med, for brystet. 

”Vi synes, det er en lidt besynderlig udmelding at komme med dagen før. Alt arbejdet er jo gjort. Jeg kan godt forstå, at den nye regering har en ny politik, men jeg er forundret over, at man aflyser det her talentprogram dagen før,” siger prorektor på SDU Bjarne Graabech Sørensen.

Han forklarer, at SDU havde været gennem en omfattende udvælgelses- og prioriteringsproces og ”sat ekstra turbo på”, fordi man forventede at modtage et stort beløb til såkaldt tværdisciplinære talentprogrammer.

Har du oplevet noget lignende før?

”Det må jeg sige nej til. Jeg er forbavset over, at man har ladet universiteterne lave et omfattende stykke arbejde og så simpelthen beslutter at aflyse programmet dagen før. Det har vi ikke oplevet i alle de år, jeg har været med, og det er ikke så få,” siger Bjarne Graabech Sørensen.

0:000:00