Ny rapport: Innovation fra dansk forskning bliver ikke udnyttet til fulde

INNOVATION: Danmark er et førende land, når det kommer til både forskning og innovation. Men en rapport fra internationale eksperter konkluderer, at Danmark som land kan gøre mere.

Danmark er et førende forskningsland, men der er problemer med at omsætte den viden til ny forskning. Innovationen kan kort sagt blive bedre og mere effektiv, konkluderer en ny rapport.<br>
Danmark er et førende forskningsland, men der er problemer med at omsætte den viden til ny forskning. Innovationen kan kort sagt blive bedre og mere effektiv, konkluderer en ny rapport.
Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Chris Lehmann

Den danske forskningsverden er god til at innovere – men den kan være bedre.

Det er konklusionen fra et internationalt panel, der har foretaget en grundig gennemgang af det danske innovationssystem, bestilt af EU-Kommissionen.

Konklusionen i rapporten er, at Danmark er et førende land, når det kommer til forskning og innovation, men at mere af den forskning kan omsættes til økonomiske gevinster.

"Det er ikke overraskende konklusioner. Vi klarer os rigtig godt på input-parametre, altså hvad vi hælder ind i systemet, men der er for lidt fokus på output, altså hvad vi egentlig får ud af det," siger Tore Duvold, konstitueret direktør i Innovationsfonden.

Blandt andet kan man læse i rapporten, at der mangler en klar rollefordeling for universiteterne i den danske innovationsfødekæde, at de danske GTS-institutter kan spille en større rolle for at få nye opfindelser og teknologier til at leve kommercielt, og at der er potentiale for et større samarbejde mellem de private fonde og det offentligt finansierede innovationssystem i Danmark.

Der mangler en styrmand
Helt overordnet påpeger rapporten, at der mangler en strategisk styring for innovation i Danmark. Ikke overraskende melder Innovationsfonden sig i forsigtige vendinger som et bud på et koordineringsorgan for dansk innovation og forskning:

"I og med at vi er den største spiller i offentlig forskningsfinansiering, så har vi allerede et stort ansvar. Vi koordinerer med begge ender af fødekæden, altså både Vækstfonden, Grundforskningsfonden og Den Frie Forskningsfond. Det er vigtigt, at vi definerer vores rolle rimelig klart, og at vi er gode til at samarbejde," siger Tore Duvold.

Den melding bliver hilst velkommen hos Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV):

"Der er brug for sådan en strategi. Jeg kan sagtens se Innovationsfonden som dem, der sikrer, at den strategi, man har lagt, bliver fulgt, og at fonden vurderer ansøgninger og koordinerer arbejdet. Men strategien skal forankres helt oppe i regeringen, fordi det er så vigtigt for Danmark, siger direktør i ATV, Lia Leffland.

Dokumentation

Rapporten "Ten steps, and a leap forward: taking Danish innovation to the next level" er udarbejdet af et internationalt ekspertpanel på foranledning af EU-Kommissionen.

Rapporten kommer med ti anbefalinger til, hvordan den danske innovationsfødekæde kan blive mere effektiv til at omsætte viden til værdi.

Christian Ketels, cheføkonom i Boston Consulting Group, har været formand for ekspertpanelet, som har fået støtte af både EU-Kommissionen og det danske Uddannelses- og Forskningsministerie.


0:000:00