Professionshøjskolerne: Der kommer mangel på sygeplejersker, hvis uddannelserne ikke åbner

PRAKTIK: Frafald, forsinkelser og mangel på praktisk undervisning kan give problemer for sygeplejerskestuderende, der derfor ikke bliver klar til praktik på sygehusene. Det er et samfundskritisk problem, siger formanden for Danske Professionshøjskoler.

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Chris Lehmann

Lige nu er de videregående uddannelser fysisk lukket på grund af coronakrisen, og i stedet er mange af dem flyttet ind på nettet.

Men det giver udfordringer på blandt andet landets sygeplejerske- og jordemoderuddannelser.

I sidste ende kan det blive et problem for sundhedsvæsenet generelt, hvis de sygeplejerske- og jordemoderstuderende bliver forsinkede af coronakrisen. De er nødvendige for, at det kan hænge sammen, siger formanden for Danske Professionshøjskoler:

"Det er meget kritisk. Der skal være et konstant flow af sygeplejerskestuderende og jordemødre ind i praktikker og ind i arbejdsmarkedet. Hvis der opstår forsinkelser, kommer der mangler, og så får folk ikke de behandlinger, der er behov for. Det er risikoen i sidste ende, hvis de ikke bliver klar," siger Stefan Hermann og fortsætter:

Hvis vi mangler sygeplejersker, så kan det blive sundhedskritisk. En fortsat nedlukning af laboratorier og faglokaler med simulationsstuer kan give den mangel.

Stefan Hermann
Formand, Danske Professionshøjskoler

"Der venter adskillige hold sygeplejersker, som højst sandsynligt bliver forsinket på grund af krisen. Vi kan se, at jo længere tid der går, uden vi har adgang til faglokalerne, så stiger risikoen for, at de enten bliver dårligere, forsinkede, tager orlov eller helt falder fra," siger han.

Lav ledighed giver mangel
En del af problemet opstår, fordi der er meget lav ledighed for nyuddannede sygeplejersker, og der er et meget stort pres på sundhedsvæsenet.

"Det er ret kritisk, at vi uddanner nok sygeplejersker, og at vi uddanner dem godt nok. Nogle af de afsluttende studerende må godt bruge de fysiske faciliteter på uddannelserne, men lige bag dem venter de hold, der kan blive forsinkede," siger han.

Professionshøjskolerne forventer også, at der vil være et højere frafald blandt de studerende, der lige er startet, hvis ikke de kan gå tilbage til en mere normal undervisning snart, fortæller Stefan Hermann.

Ugerne tikker
Lige nu er det hovedsageligt de ordinære fag og eksamener, der er omlagt til digital undervisning. Men stort set al praktisk undervisning på sygeplejerske- og jordemoderuddannelserne står stille.

"Budskabet til Folketinget er, vi skal have adgang til laboratorier og faglokaler, som vi ikke har og ikke kan overføre til digital undervisning, for at modvirke frafald og forsinkelser. Ugerne tikker, og pludselig risikerer vi at have tabt et helt modul," siger Stefan Hermann.

"Folk holder ikke op med at blive syge eller føde børn. Vi kan ikke bare udskyde laboratorieundervisning og faglokaler, da samfundet er afhængigt af et flow af studerende," siger han.

Hvor alvorlig er den her situation?

"Hvis vi mangler sygeplejersker, så kan det blive sundhedskritisk. En fortsat nedlukning af laboratorier og faglokaler med simulationsstuer kan give den mangel. Det er de faciliteter, vi bruger til at gøre dem klar til virkeligheden. Det holder ikke, hvis vi først får adgang efter sommerferien. Så ser vi ind i et muligt samfundskritisk problem," slutter Stefan Hermann.

Socialdemokratiet indgik i januar en aftale om at få 1.000 flere sygeplejersker ansat i sundhedsvæsenet.

Altinget har forsøgt at få en kommentar til Stefan Hermanns kritik fra sundhedsminister Magnus Heunicke, men det er ikke lykkedes.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stefan Hermann

Direktør, Life Fonden, fhv. rektor, Københavns Professionshøjskole
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1999)

0:000:00