Prognose: Sådan står partiernes forskningsordførere

OVERSIGT: Hvad betyder LA's tilbagegang for Henrik Dahl? Kan Mette Reissmann (S) fastholde sin plads i kampen om de fire mandater i Københavns storkreds. Få overblikket her.  

Sofie Carsten Nielsen (R) er opstillet i Københavns omegn, og Henrik Dahl (LA) er opstillet i Sydjylland. 
Sofie Carsten Nielsen (R) er opstillet i Københavns omegn, og Henrik Dahl (LA) er opstillet i Sydjylland. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Christina Houlind

Tilbagegang i partiet.  

Storkredsskift.  

Interne opgør.  

Det er nogle af de ting, der kan få indflydelse på, hvilke ordførere vi kan forvente at se igen på den anden side af folketingsvalget. Altinget giver her en analyse af, hvilke forskningsordførere der ser ud til at genvinde deres mandat, og hvem der har fået deres sag for.  

Mette Reissmann Mette Reissmann (S) 
Reissmann stiller op i Københavns Storkreds, og det er i sig selv spændende, da stemmesluger og tidligere partiformand og statsminister Helle Thorning-Schmidt ikke genopstiller. Ved sidste valg fik hun mere end 42.000 personlige stemmer. Der er ikke nogen af de andre socialdemokrater, der forventes at trække lige så mange stemmer, og partiet står i øjeblikket til at hive fire mandater hjem i Københavns Storkreds. De to første pladser ser ud til at gå til henholdsvis Pernille Rosenkrantz-Theil og Peter Hummelgaard Thomsen. Det efterlader to mandater, og her er Mette Reismann oppe imod partifællerne Yildiz Akdogan og Lars Aslan. Hvis vi sammenligner de tre kandidaters personlige stemmetal fra sidste valg, er det mest sandsynlige, at Mette Reissmann sikrer sig det fjerde mandat.  

Jens Henrik Thulesen Dahl Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) 
På trods af at Dansk Folkeparti på landsplan står til en kraftig tilbagegang, ser det ikke ud til at ramme partiets forskningsordfører, der stiller op i Fyns Storkreds. Jens Henrik Thulesen Dahl står til at snuppe et af de to mandater, partiet i øjeblikket kan forvente at hive hjem.  

Marcus Knuth Marcus Knuth (V)  
Venstres Marcus Knuth ligner et sikkert genvalg. Valget i 2015 var hans debut, og her fik han det næstbedste resultat efter Lars Løkke Rasmussen. Det lykkedes ham endda at få flere personlige stemmer end Venstre-veteranen og den tidligere minister Bertel Haarder.   

Jakob Sølvhøj Jakob Sølvhøj (EL) 
Der er heller ikke så meget slinger i valsen, når vi kommer til Jakob Sølvhøj. Den 64-årige FOA-formand er nemlig øverst på Enhedslistens partiliste. Det betyder, at det ikke er muligt for kandidater at springe på listen og overhale ham inden om. Derfor snupper han det ene mandat, partiet ser ud til at få i Vestjyllands Storkreds.    

Henrik Dahl Henrik Dahl (LA) 
Når blikket falder på Henrik Dahl, bliver det straks interessant. Liberal Alliance ser nemlig ud til at miste begge sine to mandater i Sydjylland, hvor han stiller op. Så på trods af, at han er det eneste nuværende folketingsmedlem, der genopstiller, fordi kultur- og kirkeminister Mette Bock forlader politik, ser det ud til, at han har fået sin sag for.  

0:000:00