DFiR: Der mangler konkurrence om stillingerne på de danske universiteter

KARRIEREVEJE: Der er utilstrækkelig konkurrence om mange stillinger på danske universiteter, som tilgodeser egne forskere i ansøgningsprocessen. Sådan lyder det i en ny rapport fra DFiR, som blandt andet vil indføre tenure-track for at løse problemet. 

Foto: Ritzau Scanpix/ Henning Bagger
Toke Gade Crone Kristiansen

Det Forsknings- og Innovationspolitiske råd har gennemgået karrierevejene i dansk forskning og konkluderer, at der er en række uhensigtsmæssigheder, som det er på tide at gøre op med. 

Det handler blandt andet om, at universiteterne i alt for høj grad ansætter inden for egne rækker.

"Der er en række uhensigtsmæssigheder i den måde, universiteterne rekrutterer på," konstaterer Jens Oddershede, formand for DFiR. 

Rekruttering fra egne rækker
Rådet mener, at der i alt for høj grad sker rekruttering fra egne rækker på de danske universiteter. 

"Det er klart også min opfattelse, at stillinger ofte er tiltænkt bestemte personer, og at det er derfor, at andre ikke søger dem," 

Jens Oddershede
Formand, DFiR

"Vi kan jo se, at 70 procent af de forskere, som universiteterne ansætter, både har en kandidatgrad og en forudgående akademisk karriere på det pågældende universitet," siger Jens Oddershede. 

Det udgør en fare for, at man ikke får de dygtigste forskere, fordi man ikke rekrutterer bredt nok, lyder argumentet. 

"Man kan i danske universiteter gøre mere for at bringe flere talenter i spil, det vil styrke dansk forskning," siger Jens Oddershede.

For at ændre på mønstrene opfordrer DFiR det politiske niveau til at gøre det muligt at tilbyde tenure-track-programmer, altså karriereprogrammer med garanteret oprykning og fastansættelse.

Tenure-track skal dog forbeholdes eksterne kandidater og internationale ansøgere, ifølge Jens Oddershede.

Dokumentation

Om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd: 

DFiR har til formål at fremme udviklingen af dansk forskning, teknologiudvikling og innovation til gavn for samfundet.

Rådet giver uddannelses- og forskningsministeren, Folketinget og øvrige ministre uafhængig og sagkyndig rådgivning om forskning, teknologiudvikling og innovation på overordnet niveau, herunder om kommende behov på området.

DFiR kan rådgive efter anmodning eller på eget initiativ.


0:000:00