Regeringen vil fjerne opgave om erhvervsfremme fra regionerne

ERHVERV: Erhvervsministeren lægger op til en forenkling af innovationsmiljøer og erhvervsfremme – og er positiv over for at fjerne det nuværende regionale led. Socialdemokratiet er bekymret for, at forslaget vil føre til øget centralisering.

Toke Gade Crone Kristiansen

Regeringen så gerne, at opgaven med erhvervsfremmende indsatser blev fjernet fra regionerne. Og at kommunerne i stedet får mere indflydelse på indsatserne. Det forklarede erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) under onsdagens spørgetid.

Baggrunden for diskussionen er de anbefalinger, som Forenklingsudvalget for Erhvervsfremme har afleveret til erhvervsministeren tidligere på måneden, og som blandt andet anbefaler, at de seks regionale vækstfora og Danmarks Vækstråd nedlægges og erstattes af én erhvervsfremmebestyrelse.

Udvalget anbefaler også, at de i dag over 60 offentligt støttede netværk og klynger koges ned til 10-12 nationale klynger, og så lægges der op til, at Innovationsfonden kan få en større rolle. 

“Vi går fra tre til to politiske niveauer i den erhvervsfremmende indsats. Det betyder, at regionerne ikke længere skal bedrive erhvervsfremme, mens kommunerne derimod får en større rolle," sagde Brian Mikkelsen.

Kommunerne skal styrkes ved at oprette nye erhvervshuse, der skal supplere de allerede eksisterende kommunale væksthuse. Ideen er, at kommunerne kan tilbyde vejledning til alle virksomheder i stærke faglige miljøer, ligesom kommunerne i højere grad skal vidensdele på tværs af kommunegrænserne.

"Kommunerne og deres erhvervsråd vil varetage de fleste virksomhedsrettede opgaver, som de har i dag, og det vi ser på, er, om virksomhederne ikke kan få lidt mere ud af, at kommunerne samarbejder mere om den specialiserede vejledning og gør den tilgængelig for alle virksomheder,” sagde ministeren i spørgetiden.

Bekymret for centralisering
Under spørgetiden udtrykte erhvervsordfører Bjarne Laustsen (S) bekymring over, hvorvidt initiativet vil føre til øget centralisering af den erhvervsfremmende indsats.

”Det eneste decentrale element i det her er, at man kan få en landsdækkende bestyrelse med et sekretariat i Silkeborg. Men det skal jo også gælde i Aalborg, Frederikshavn og Rebild. Så hvor er den lokale indflydelse, hvis man gennemfører det, der står i regelforenklingsudvalgets anbefaling?”

Socialdemokraten påpegede, at de virksomheder, han har været i kontakt med, alle er tilfredse med det eksisterende system og frygter at miste indflydelse i tilfælde af ændringer.









0:000:00