Studenterformand: Hvorfor undergraver magteliten SU'en?

Af Sana Mahin Doost
Formand, Danske Studerendes Fællesråd

I en lang årrække har SU’en været truet af diverse tænketanke, investeringsfonde, erhvervsliv og politikere, der betragter uddannelsesstøtten som en gylden brønd, der kan tømmes efter forgodtbefindende.

Altså har den øverste magtelite et anstrengt forhold til den støtte, der har til formål at give os friheden til at fokusere på vores studier og sikre fri og lige adgang til uddannelse.

Den støtte, der betaler vores husleje og faktisk ikke meget andet.

Når man spørger sig selv, hvordan fremtidens SU skal se ud, er det i virkeligheden at spørge: Hvad skal det koste at gennemføre en uddannelse? Hvor stor en opsparing skal man have med hjemmefra for at undgå årelang gæld? 

Gab mellem indkomst og udgifter
Man skal ikke kende mange studerende for at vide, at gabet mellem en studerendes indkomst og udgifter er stort.

Når man spørger sig selv, hvordan fremtidens SU skal se ud, er det i virkeligheden at spørge: Hvad skal det koste at gennemføre en uddannelse? Hvor stor en opsparing skal man have med hjemmefra for at undgå årelang gæld? 

Sana Mahin Doost
Formand, Danske Studerendes Fællesråd

I et gennemsnitligt studenterbudget går størstedelen af SU’en til at dække huslejen, der, som de fleste ved, er absurd høj i og omkring de store studiebyer.

Faktisk bruger hver fjerde studerende hele eller mere end SU’en på boligudgifter. Dertil kommer udgifter til bøger, transport, licens og mad.

I gennemsnit er en studerendes månedlige basale udgifter 2.800 kroner højere end SU’en.

Derfor er det heller ikke overraskende, at hver sjette studerende i høj grad oplever at have økonomiske problemer – og det er især studerende, hvis forældre har korte uddannelser.

For at dække hullet i budgettet tager 65 procent et arbejde oven i studiet, 30 procent tager studielån og 19 procent er afhængige af støtte fra deres familie.

Socialt betinget låneaversion
Et hovedformål med SU’en er netop at sikre, at ingen skal fravælge en uddannelse, fordi de ikke har råd.

Et forskerpanel påviste i 2016, at SU'en har størst betydning for børn af kortuddannede, der er mindre risikovillige i forhold til at optage gæld, og en SU-nedskæring vil kunne betyde, at færre unge fra uddannelsesfremmede hjem tager en uddannelse, hvis det kræver store gældssummer.

Det så man specifikt i Norge, da man gjorde dele af SU’en lånebaseret.

Unge med lavere social baggrund optog i mindre grad lån og valgte i stedet at komme langsommere igennem uddannelsen for at kunne arbejde ved siden af.

Samtidig så man, at særligt enlige mødre, personer med indvandrerbaggrund og med dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet havde sværest ved at betale deres gæld tilbage.

Altså har SU’en afgørende betydning for den frie og lige adgang til uddannelse.

Vi ved altså, at vores ageren og risikovillighed i forhold til at uddanne os er betinget af vores sociale baggrund. Derfor er det nødvendigt at indregne de sociale barrierer, der gør, at nogle studerende bliver afskrækket af lån, når man indretter SU-systemet.

Leveomkostninger stiger
I samme ombæring er de stigende leveomkostninger også en faktor, der ikke er til at komme udenom. Boligpriserne er støt stigende.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at den gennemsnitlige husleje er steget med 30 procent de sidste 10 år. Til sammenligning er de generelle priser steget med 17 procent.

Hvis SU’en skal opfylde sin oprindelige formålsparagraf om, at "ingen dygtige elever skulle fravælge at studere på grund af manglende økonomiske muligheder”, og “det skulle ikke være nødvendigt at arbejde for meget ved siden af, så det skadede studierne”, så skal vi sigte efter, at SU’en er til at leve af.

Konkret kan det gøres på mange forskellige måder. Først og fremmest bør SU’en være reguleret på en måde, der ikke gør os fattigere i forhold til resten af samfundet.

I en tid, hvor vores primære udgift, nemlig husleje, stiger i et uforholdsmæssigt højt tempo, så må og skal man gøre mere for, at der bygges betalelige boliger til studerende. Dette vil være afgørende for en studenterøkonomi.

Det vil måske endda betyde, at vi rent faktisk vil kunne leve af det nuværende SU-beløb. Man kan også give skattefradrag på vores studiematerialer, der også er en stor luns i budgettet ved indgangen til hvert semester.

Men hvis den nuværende modvilje mod betalelige boliger fortsætter, så kan diverse studierabatordninger ikke gøre det alene.

Her vil det være nødvendigt med en regulering af SU’en, der rent faktisk giver den enkelte studerende bedre mulighed for at fokusere og gennemføre sin uddannelse.