Danske studenterhuer dominerer på engelsksprogede uni-udbud

UNIVERSITETER: Det er ikke udelukkende udenlandske studerende, som er rejst til Danmark blot for at tage en gratis videregående uddannelse, der fylder op på de engelsksprogede universitetsuddannelser. Det viser en ny opgørelse. 

(Arkivfoto 2018)
(Arkivfoto 2018)Foto: Ritzau Scanpix/ Henning Bagger
Toke Gade Crone Kristiansen

Tirsdag er uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) kaldt i samråd om engelsksprogede uddannelser på universiteterne. Her har regeringen planlagt at reducere antallet af udenlandske studerende med omtrent 1000 studerende. 

I den forbindelse har Sofie Carsten Nielsen (R) bedt om tal på antallet af udenlandske studerende med dansk studentereksamen på de engelsksprogede udbud på de danske universiteter. 

Og svaret viser, at det ikke kun handler om udlændinge, som kommer til Danmark for at få en gratis videregående uddannelse – over halvdelen har nemlig dansk studentereksamen. 

Halvdelen har dansk studenterhue
Svaret fra Tommy Ahlers viser, at det drejer sig om cirka 55 procent af de studerende på de engelsksprogede universitetsuddannelser, som også tog en dansk studentereksamen.

Der er tale om cirka 34.000 studerende i alt på uddannelserne. 

Langt de fleste universiteter har en fordeling svarende til nogenlunde gennemsnittet. Der er dog enkelte universiteter med en større variation.

På RUC udgør studerende med dansk studentereksamen således kun godt 20 procent på de engelsksprogede udbud, omvendt har Aarhus Universitet en studenterpopulation med dansk studenterhue på omtrent 70 procent.

Se hele opgørelsen her

Tirsdagens samråd er indkaldt af Sofie Carsten Nielsen, som blandt andet vil vide, hvad konsekvenserne er af nedjusteringen af de engelsksprogede pladser i forhold til institutionernes internationale samarbejde.  









0:000:00