UC Syd: Kvalitetsmåling og problemløsning skal være lokal

Af Birthe Friis Mortensen
Rektor, UC Syd

Den data-entusiasme, som over de seneste år har bredt sig inden for mange sektorer, har ramt uddannelsessektoren i en grad, hvor de utilsigtede konsekvenser langt overskygger fordelene. 

Når det handler om selvrapporterede data om så komplekse områder som undervisningskvalitet og trivsel, er ideen om, at data er objektive, taler for sig selv og bedst analyseres centralt, naiv. Den står også i vejen for det egentlige formål, at forbedre uddannelsens kvalitet og de studerendes trivsel. 

Når vi ser på kvantitative data for uddannelser og hold, er det ikke så meget “big data” som “our data” og “my data”, der er forudsætningerne for indsigt og udvikling af både kvalitet og trivsel. 

Central måling er ikke nuanceret nok
Det er godt og helt legitimt, at politikerne har fokus på dokumentation og kvalitet. Det er mindre godt, at det nu resulterer i centralt styrede instrumenter som UddannelsesZoom og Læringsbarometer, det nyeste tiltag.

Læringsbarometer måler kvalitet ved at udtage stikprøver blandt studerende, nyuddannede og eventuelt undervisere.

Nogle vil sikkert mene, at der er nødvendigt at have centrale måleinstrumenter, der gør det muligt for ministeriet at sammenligne kvalitet på tværs af uddannelsesinstitutioner. Men initiativet er fyldt med problemer.

Birthe Friis Mortensen
Rektor, UC Syd

Målingerne skal så danne baggrund for tildeling af ressourcer til de enkelte institutioner. I UddannelsesZoom angiver studerendes deres tilfredshed på en række parametre, og resultatet bruges som grundlag for sammenligning mellem uddannelser og uddannelsesinstitutioner.

Disse overordnede tilfredshedsmål er hverken tilstrækkeligt pålidelige eller nuancerede til, at vi som uddannelsesinstitution kan få indsigt i de væsentlige faktorer og processer, vi skal fokusere på for at udvikle kvaliteten i uddannelserne og forbedre de studerendes trivsel.

Initiativ er fyldt med problemer
Nogle vil sikkert mene, at der er nødvendigt at have centrale måleinstrumenter, der gør det muligt for ministeriet at sammenligne kvalitet på tværs af uddannelsesinstitutioner. Men initiativet er fyldt med problemer.

For det første belemrer man de studerende med endnu en evaluering, hvilket gør det sværere for os som uddannelsesinstitution at motivere de studerende til at deltage i vores egne kvalitetssikringsprocesser.

For det andet viser erfaringerne fra for eksempel Storbritannien, at så snart man bruger målinger til sammenligning mellem uddannelsesinstitutioner, og hvor der ydermere er et stærkt økonomisk incitament til at klare sig godt, bliver ”gode resultater” i sig selv det centrale, og data mister deres værdi.

Vi måler selv det vigtige
På UC Syd, som er en professionshøjskole med 6.500 studerende, der dækker det sydlige Jylland, arbejder vi systematisk med at indsamle data om, hvordan de studerendes trives, og hvordan de vurderer kvalitet.

Gennem de seneste fem år har vi sammen med de studerende brugt data til løbende at forbedre studiemiljøet og uddannelseskvaliteten.

Hele forudsætningen for at det har kunnet lade sig gøre er, at vi har kunnet kvantificere præcist gennem vores måleinstrument stud_PULS. Her måler vi det, vi ved er vigtigt, og vi kan kvalificere data på de enkelte uddannelser sammen med de studerende.

Vores holdning til undersøgelser om trivsel og uddannelseskvalitet er, at hvis vi kvantificerer skal vi også kvalificere.

Det sidste kan kun gøres sammen med de studerende. Det er dem, der har den detaljerede viden om, hvordan studiet opleves. Det er ved at inddrage dem i indsatserne, at vi har kunnet reducere frafaldet fra 16-14 procent over en femårig periode.

Der er ingen snuptagsløsning, der kan skabe ændringer og opnå gevinster. Den store effekt opnår vi gennem et vedvarende arbejde med løbende forbedringer.

Forbedringer arbejdes der med løbende
Lad mig give et konkret eksempel. Stress og mistrivsel blandt de studerende har haft stor bevågenhed gennem de seneste år. Budene på, hvad det skyldes, har været mange – fra perfektionisme til en fremdriftsreform, som presser de studerende.

Hos UC Syd kan vi se et komplekst mønster, som både handler om uddannelsen og det sociale liv på studiet og derudover om nogle personlige og uhensigtsmæssige mønstre hos nogle studerende.

Få af disse sammenhænge er generelle på tværs af uddannelser og hold. Og indsatserne, som skaber forbedringer, skal i langt de fleste tilfælde være lokale.

Indtil sidste studieår kunne vi konstatere, at vores indsatser fik stressreaktionerne hos de studerende til at falde markant over en fireårig periode – et robust resultat, som var statistisk signifikant.

Sidste studieår vendte denne udvikling på én uddannelse, hvor stressniveauet streg markant. Vi ved nu, at det primært handler om studiemiljøet og især det sociale på uddannelsen.

Det har vi i ledelsen og uddannelsen nu fuld fokus på at forbedre sammen med de studerende, og vi bruger blandt andet vores pålidelige målinger til at følge op på, om det har virket.

Målinger lokalt gør en forskel
Eksemplet illustrerer, at mønstre og indsatser meget ofte er lokale og kræver, at man vedvarende har fokus på de væsentligste processer, der påvirker de studerende. Det kunne lige så vel have handlet om en indsats for at forbedre uddannelseskvaliteten.

Min pointe er, at effektivitet her handler om decentrale målinger og indsatser i de faglige miljøer på de enkelte uddannelser.

Det er der, den mellemmenneskelige ansvarlighed er til stede, og det er der, ansvaret for kvalitet og trivsel bedst varetages. Men nok så vigtigt er det, at det foregår sammen med de studerende – ikke hen over hovedet på dem.

Som politikere skal I have tillid til, at vi magter den opgave og bede os fremlægge dokumentation for, at vi gør det. Kvaliteten af den dokumentation kan kun være høj, hvis I lader os træffe vigtige valg om, hvad og hvordan vi måler kvaliteten.