VIA slanker direktionen og satser digitalt

OMLÆGNING: En ny struktur betyder, at professionshøjskolen VIA slanker direktionen med fire direktører, som har kontraktudløb. Samtidig sætter professionshøjskolen øget fokus på digitalisering og tværfaglighed.

VIA's nye direktion, december 2018: Fra venstre professionshøjskoledirektør Kirsten Bundgaard, rektor Harald Mikkelsen og prorektor Louise Gade, som forfremmes fra sin stilling som direktør. 
VIA's nye direktion, december 2018: Fra venstre professionshøjskoledirektør Kirsten Bundgaard, rektor Harald Mikkelsen og prorektor Louise Gade, som forfremmes fra sin stilling som direktør. Foto: Pressefoto VIA
Toke Gade Crone Kristiansen

Professionshøjskolen VIA University College ændrer organisering fra januar 2019.

Målet med organisationsændringen er at imødekomme udviklingen på arbejdsmarkedet med øget behov for medarbejdere med blandt andet stærke digitale og tværfaglige kompetencer. Samtidig vil VIA give de studerende endnu bedre muligheder for læring og trivsel, hedder det i en pressemeddelelse fra VIA.

VIA's bestyrelsesformand Peter Sørensen har taget initiativ til omorganiseringen, og øvelsen beskrives kryptisk som "ikke en spareøvelse", men hvor der alligevel kan hentes besparelser på sigt.

"Det er ikke mindst vigtigt i en tid, hvor landets uddannelsesinstitutioner bliver pålagt store besparelser i form af blandt andet omprioriteringsbidraget på to procent årligt,” siger Horsens-borgmesteren og bestyrelsesformand Peter Sørensen.

Med omorganiseringen forfremmes direktør Louise Gade til prorektor med ansvar for alle VIA's uddannelser, mens Harald Mikkelsen og Kirsten Bundgaard fortsætter som henholdsvis rektor og professionshøjskoledirektør. 

Effektiviseringer
Den nye struktur indebærer, at VIA effektiviserer ved at samle sine administrative medarbejdere organisatorisk.

Omorganiseringen sker i kølvandet på, at tre medlemmer af VIA's nuværende direktion fratræder, da deres åremålskontrakter udløber.

I den nye organisering får Louise Gade, der i dag er direktør for VIA's efter- og videreuddannelser, stillingen som prorektor. Hun bliver dermed overordnet ansvarlig for alle VIA's videregående grunduddannelser samt efteruddannelser.

Harald Mikkelsen fortsætter som VIA's rektor, men får fremover også overordnet ansvar for al forskning på professionshøjskolen.









0:000:00