Villum Fonden øremærker millionbevillinger til kvindelige forskere

FONDE: Villum Fonden har igangsat et nyt program, der i en femårig periode øremærker bevillinger til kvindelige forskere.

Villum Fonden vil med et nyt femårigt program hjælpe kvindelige forskere frem i deres karriere.
Villum Fonden vil med et nyt femårigt program hjælpe kvindelige forskere frem i deres karriere.Foto: Colourbox
Benedicte Gjerding Dahlberg

Kvindelige forskere kan de næste fem år se frem til øremærkede forskningsmidler fra Villum Fonden.

Fonden har nemlig igangsat et nyt program, der har til formål at styrke kvinders position i forskningsmiljøet gennem øremærkede bevillinger på 15 millioner kroner årligt i en femårig periode. 

Det skriver Villum Fonden i en pressemeddelelse. 

"Kvinder i Danmark bliver både kandidater og ph.d.er, men kommer ikke videre op af karrierestigen til forskerstillingerne. Det er et problem, for det betyder, at vi går glip af kvindelige forskertalenter. Derudover gavner en mangfoldig arbejdsplads både forskningen og forskningsmiljøet," siger forskningsdirektør i Villum Fonden, Thomas Bjørnholm.

Ifølge forskning fra blandt andet Aarhus Universitet er der en meget skæv kønsfordeling inden for teknisk og naturvidenskabelig forskning. Programmet er derfor et forsøg på at udbedre den skæve balance.

Internationalisering
Foruden fokus på kvindelige forskere har programmet også fokus på internationalisering.

Det betyder, at de kvindelige forskere kun kan modtage bevillingerne, såfremt de har planlagt et udlandsophold i forbindelse med deres forskningsprojekt på en til to år. 

"For unge forskere er det afgørende, at de kommer godt fra start med internationalt udsyn og netværk tidligt. Det gavner både karrieren og forskningen," siger Thomas Bjørnholm.

Programmet er allerede åbnet for ansøgninger. Fristen for ansøgning er 22. oktober 2019. 

0:000:00