Om  
Lene B. Oddershede

Chef udpeget til Novo Nordisk Fondens nye forskningsuddelinger

Professor Lene B. Oddershede skal stå i spidsen for Novo Nordisk Fondens nye uddelinger til naturvidenskabelig og teknisk forskning. 

Nikolai Evereth Hansen

Professor og centerleder Lene B. Oddershede bliver chef for Novo Nordisk Fondens nye indsats, der skal styrke forskning inden for naturvidenskab, tekniske videnskaber og interdisciplinaritet.

Det skriver fonden i en pressemeddelelse. 

Oddershede får ansvaret for fondens uddelinger til naturvidenskabelig og teknisk forskning.

De nye uddelinger, som Oddershede skal stå i spidsen for, er et led i Novo Nordisk Fondens plan om at firedoble sine årlige udbetalinger frem mod år 2023 og samtidig udbrede sin støtte til flere områder.

Skal styrke naturvidenskabelig forskning 
Lene B. Oddershede ser frem til at sikre fondens støtte til videnskaberne.

"Jeg glæder mig til at være med til styrke forskningen inden for de naturvidenskabelige og tekniske videnskaber. Som forsker har jeg arbejdet i grænseområdet mellem fysik, medicin og biologi, og jeg håber, at jeg kan bruge min viden fra både national og international forskning til at sikre, at Novo Nordisk Fonden støtter formål, hvor der kan opnås banebrydende resultater til gavn for mennesker og samfundet," siger Oddershede. 

Lene B. Oddershede er professor i fysik ved Niels Bohr Instituttet i København. Hun er desuden leder af det tværvidenskabelige Center for Stamcelledynamik og modtog i 2015 Eliteforsk-prisen, der årligt uddeles til fem danske forskere under 45 år i international særklasse.

"Med hendes store viden, ekspertise og erfaring står Novo Nordisk Fonden stærkt rustet til at øge sin støtte til naturvidenskabelig, teknisk videnskabelig og interdisciplinær forskning, der har potentiale til at understøtte udvikling inden for sundhed og bæredygtighed," siger Birgitte Nauntofte, administrerende direktør i Novo Nordisk Fonden om ansættelsen.

Lene B. Oddershedes titel bliver head of natural and technical science research and interdisciplinarity.

0:000:00