Om  
Per Carlbring

SDU hædrer svensk eMental Health-professor

SDU tiltrækker Per Carlbring som adjungeret professor til Institut for psykologi. Han tildeles titlen for sin ekspertise inden for internetbehandling af blandt andet mentale lidelser og ludomani.

Ninna Gøbel Rønberg

Den svenske professor ved Stockholm Universitet Per Carlbring er af Institut for Psykologi ved Syddansk Universitet (SDU) blevet udnævnt til adjungeret professor i eHealth med speciale i eMental Health. En titel, som tildeles personer med et højt fagligt niveau.

Det skriver Syddansk Universitet i en meddelelse.

Per Carlbring er anerkendt som en af grundlæggerne af psykologisk behandling via internettet, også kaldet eMental Health. Han har været med til udviklingen af forskning og implementering af denne behandlingsform for en bred vifte af lidelser, blandt andet for ludomani og mentale lidelser. Lige nu interesserer han sig særligt for at kombinere virtual reality med face-to-face-terapi

Selv ser han mange muligheder i samarbejdet med SDU:

“Jeg ser det adjungerede professorat som en mulighed for at samarbejde og lave interessant og banebrydende forskning. (...) Området er i vækst, og samarbejdet med SDU vil forhåbentlig føre til en ændring i behandlingerne fremover," udtaler Per Carlbring i meddelelsen.

SDU er stolte over at kunne tiltrække den svenske professor, særligt fordi eHealth også er et af instituttets strategiske fokusområder:

"Der er et stort potentiale for onlinebehandling af psykiske lidelser i vores nuværende sundhedssystem, som er under et stort pres i forhold til ressourcer. En fordel ved onlinebehandling er endvidere, at patienterne kan modtage behandlingen i deres eget hjem og på et tidspunkt, som passer dem,” siger institutleder, professor Susanne S. Pedersen.

Per Carlbring har en ph.d. i klinisk psykologi fra Uppsala Universitet og er certificeret specialist i klinisk psykologi og autoriseret psykoterapeut.

0:000:00