Vismand: Beskat fraflyttere

Velfærdssamfundet står over for en række udfordringer skabt af krav om serviceforbedringer og mere individuelt tilpassede løsninger samt en aldrende befolkning. Samtidig sætter internationaliseringen nye krav og grænser for velfærdssamfundets indretning og muligheder.

De væsentligste konsekvenser af disse udfordringer har ikke vist sig endnu. De demografiske forandringer vil begynde at påvirke samfundet over de næste ti år, og internationaliseringen er en gradvis proces.

Det er således vigtigt at slå fast, at debatten om velfærdssamfundets indretning og finansiering er fremadrettet – hvordan skal tingene indrettes i fremtiden, så disse udfordringer kan mødes?

Det er imidlertid vigtigt at tage en debat om disse udfordringer og starte en tilpasning, før vi står midt i problemerne. Meget af debatten om velfærdssamfundets fremtid har taget udgangspunkt i kravene om at opretholde de standarder, vi kender i dag, når bl.a. demografiske forskydninger betyder en stigning i antallet af ældre i forhold til antallet af erhvervsaktive.

Det er et problem, når de, der er uddannet for offentlige midler, rejser. Dette kan skabe den situation, at de enkelte lande kan have en tendens til at investere for lidt i uddannelse

Torben M. Andersen
Overvismand, professor

I et fremadrettet perspektiv er der imidlertid også en række dynamiske krav til samfundet, for at velstandsniveauet kan opretholdes, og for at vi kan klare os i den stigende internationale konkurrence.

En væsentlig faktor for dette er en øget indsats med hensyn til uddannelse, forskning og udvikling. Det er vigtigt, at Danmark har en veluddannet arbejdsstyrke for at kunne klare sig i den internationale konkurrence, og det er vigtigt med forskning og udvikling for at kunne være i front hvad angår nyudvikling, innovationer osv.

Internationaliseringen rejser en række problemer for den måde, uddannelse finansieres på i det danske velfærdssamfund. Systemet kan simplificeret karakteriseres ved, at det offentlige står for finansieringen af uddannelse, og betalingen hovedsageligt sker via skattebilletten.

Dette system har en række fordele blandt andet ved at skabe mere lige muligheder for uddannelse, og ved at samfundet påtager sig en væsentlig del af risikoen ved at investere i uddannnelse.

Systemet er imidlertid sårbart i forhold til internationaliseringen, i det omfang mange efter endt uddannelse forlader landet, f.eks. for at drage fordel af lavere skatter eller højere lønninger i andre lande.

I så fald har samfundet foretaget en investering, som ikke kommer samfundet til gode.

Indtil nu har dette problem ikke antaget et stort omfang, men med yderligere internationalisering og yngre generationer, der må antages at være mere mobile internationalt, vil dette problem vokse med tiden.

Vi ser faktisk allerede, at mange lande, inkl. Danmark, er begyndt at konkurrere om den bedst uddannede arbejdskraft ved at tilbyde særlige favorable vilkår (Green cards) med f.eks. lavere beskatning.

Det er en fordel for samfundet, når veluddannede slår sig ned i landet, mens det er et problem, når de, der er uddannet for offentlige midler, rejser. Dette kan skabe den situation, at de enkelte lande kan have en tendens til at investere for lidt i uddannelse, da man dels frygter at miste en del af denne investering og dels regner med at kunne tiltrække udenlandsk uddannet arbejdskraft.

Løsninger på hjerneflugt
Skal disse problemer ignoreres, eller skal vi overveje, hvorledes de kan løses? En mulighed er at øge det private finansieringselement ved især længerevarende uddannelse eller ved at indføre en eller anden form for betaling, såfremt den samfundsfinansierede uddannelse ikke kommer samfundet til gode pga af fraflytning.

Mulighederne for at indføre et øget privat finansieringselement blev diskuteret i Det Økonomiske Råds efterårsrapport fra 2001.

Det sidste kan ske ved en såkaldt uddannelseskonto, som kan indrettes på en sådan måde, at man vil have en skyldig uddannelsesgæld, såfremt man forlader landet for en periode af en vis længere varighed.

Begge disse løsninger giver ulemper. Der er således ingen patensløsning på problemet med, at den danske velfærdsmodel ikke harmonerer særligt godt med internationaliseringen, men det gør det ekstra nødvendigt i tide at overveje, hvorledes problemerne kan reduceres.

Hvis ikke kan konsekvensen nemt blive, at der investeres for lidt i uddannelse, forskning og udvikling, af frygt for, at udlandet får glæde af en for stor andel af denne investering, og en sådan udvikling vil have alvorlige langsigtede konsekvenser for det danske samfund.