Kampfly-nyt udefra

Sidste uges Paris Airshow har givet et væld af nyheder på kampflyfronten, ligesom der har været aktivitet i den amerikanske kongres. Her er en gang blandede bolcher fra kampfly-verdenen:

En af de store risikomomenter ved at vælge Boeings F-18 Super Hornet som afløser for de nuværende danske F-16 fly er som bekendt usikkerheden omkring flyets fremtid. US Navy forventer stadig officielt kun at bruge flyet frem til 2035, hvor det afløses 100 pct. af JSF’ere. Men nu ser der ud til at være lidt hjælp på vej til det trængte fly. I den amerikanske kongres har ”The House armed services committee” stillet et ændingsforslag til forsvarsminister Roert Gates forslag om udelukkende at satse på JSF fremover og dermed stoppe for produktionen af F-22 og kun købe ganske få nye F-18 Super Hornets.

Politikerne er bekymret for at der bliver en mangel på fly i overgangen mellem udfasningen af gamle F-16, F-18 og F-15 fly og så indfasningen af de nye JSF’ere. Det er især hos Air Force National Guard (en slags flyvende hjemmeværn) at politikerne frygter for mangel på fly. Nationalgarden bruger brugte fly fra det rigtige flyvevåben, men løser en vigtig opgave, i det deres fly er udstationeret på 16 af de 18 flyvestationer hvorfra man er parat til at gå på vingerne og hævde suverænitet eller beskytte USA’s luftrum. Nationalgarden står altså for "home defence", mens de rigtige flyvere udkæmper slagene i Irak og Afghanistan.

Derfor har politikerne bedt Gates om at overveje indkøbet af fly, der allerede er i produktion i dag. Det kunne være fly som de to Boeing-producerede fly F-18 og F-15 samt F-16 fra Lockheed-Martin. En ny "multiyear contract" på op mod 150 F-18 Super Hornets til US Navy kan således være på vej til Boeings kampfly-fabrikker i St. Louis. Udover National Guard så er man nemlig også hos US Navy lidt bekymret om overlapningen mellem de gamle F-18 Hornets og hangarskibsversionen af JSF. Jo ældre F-18’erne bliver jo mere skal de vedligeholdes. Derfor går det pludselig stærkt ned ad med hensyn til fly til rådighed.

De samme politikere har i øvrigt bevilget penge til at bygge den alternative motor til JSF, som der ellers har været lagt op til skulle spares væk.

Lockheed-Martin sætter ikke sit lys under en skæppe og erklærer nu at man forventer at skulle producere op mod 6000 Joint Strike Fightere. Vælger Danmark JSF, som meget tyder på, så kan det altså blive meget store ordrer som den danske forsvarsindustri ender op med. For som bekendt skal LM ikke blot modkøbe hos danskerne for et beløb, der svarer til anskaffelsesprisen, som det er tilfældet med de to andre, Gripen og F-18. Nej, danske forsvarsvirksomhed har chancen for at være med til at producere dele til alle JSF’ere.

I Norge har Stortinget nu endelig vedtaget det køb af JSF’ere, som regeringen foreslog i november sidste år. Så nu skal nordmændene igang med at forhandle den endelige aftale på plads med Lockheed-Martin og JSF Program Kontoret.

I Canada håber man på at kunne træffe en beslutning om valg af nyt kampfly, til afløsning for gamle F-18 Hornets, allerede i år. Nye F-18 Super Hornets, Eurofighter og Gripen er med i racet, men den store favorit er JSF. Ved at vælge allerede i år håber canadierne at kunne komme med i det såkaldte "consortium buy", hvor de otte partnerlande i JSF-projektet køber samlet ind. Det er denne "pakke", som Danmarks fly højest sandsynligt også bliver en del af, hvis vælger JSF.

I Israel sender man formentlig allerede inden for få dage et brev afsted til USA om at man godt kunne tænke sig at købe 25 JSF’ere med option på yderligere 50. Israelerne har fået lov til at gejle flyet op med ekstra grej til elektronisk krigsførelse. Mere om sagen i Jerusalem Post.

I Texas hos Lockheed-Martin har man nu rullet et særligt testeksemplar af JSF ud, som skal bruges til at teste de forkætrede stealth-egenskaber, som om noget er "the unique selling point" for flyet fra The Lone Star State.

I Sverige har man ikke kun fokus på Danmark som salgssted, men også en hel stribe andre lande, og svenskerne får stadig flere henvendelser.

Login