Producenter ubetingede ansvarlige for sygdomme

Regeringen vil øge fødevaresikkerheden og understrege producenterens ansvar for sygdomme. Det fremgår af en ny fødevarepolitisk redegørelse der sætter forbrugeren i fokus og rykker erhvervet ned i anden række.
Jon Adelsten
Fødevareminister Ritt Bjerregaard fremlagde tirsdag regeringens målsætninger for en ny fødevarepolitik. Og et hovedpunkt i regeringens politik fremover er, at producenterne er ubetingede ansvarlige for sikkerheden i fødevareprodukterne. Dermed understreges det med al tydelighed, at enhver snak om kompensation for BSE og andre sygdomme, er uaktuel. Udgifterne og ansvaret skal alene bæres af erhvervet også i fremtiden.

Forbrugeren i fokus
De politiske prioriteringer i redegørelsen vidner om, at forbrugeren kommer i første række. Det drejer sig om fødevaresikkerhed, men også om kvalitet og ernæring. Fødevaresikkerheden skal optimeres gennem fortsat og øget kontrol, bedre mærkningsregler og begrænsning af tilsætningsstoffer. Ernæring og smag er også prioriteret. Fx. vil ministeren have bedre måltider til ældre og syge.

Erhvervet i anden række
Den erhvervsmæssige udvikling er også med, men optræder længere nede i prioriteringerne. Det er trods alt problemerne omkring fødevaresikkerheden der nævnes som afsæt for redegørelsen. Derfor er den rent erhvervspolitiske del af redegørelsen nedtonet. Ministeren vil dog forbedre markedsvilkårene for erhvervet på enkelte områder. Det fremgår fx., at regeringen vil arbejde for at fjerne de konkurrenceforvridende støtteordninger, så alle stilles lige. Og at regeringen vil have liberaliseret samhandelen og fjernet handelshindringer.

Redegørelsen skal være en målsætning og et grundlag for konkrete politiske initiativer for regeringen i fremtiden. Den sidste redegørelse kom i 1998.

Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00