SF afkræver Trøjborg svar

Forsvarsministeriet har forhindret oplysninger fra Miljøstyrelsen om den kontroversielle uran-ammunition i at komme frem. Ministeriet fik fjernet oplysningerne i et brev fra Svend Auken (S) til den finske miljøminister. SF vil nu have Forsvarsminister Jan Trøjborg til at svare på, hvad det var, der ikke måtte stå i brevet.
Jon Adelsten

Forsvarsministeriets mantra har jo hele tiden været, at alt vil blive oplyst, men det gør man jo ikke ved at fjerne de her oplysninger, siger Villy Søvndal til Altinget.dk

Forsvarsminister Jan Trøjborg skal nu forklare hvorfor hans ministerium rettede i et brev fra miljøminister Svend Auken til den finske miljøminister, om de miljø- og helbredsmæssige konsekvenser ved den uranforstærkede ammunition, der har været anvendt i Kosovo og Golfkrigen. Svend Auken havde på baggrund af oplysninger fra Miljøstyrelsen, erkendt i brevet at ammunitionen indebærer helbredsrisiko for både civile og soldater. Men den oplysning bad Forsvarsministeriet om at få fjernet fra brevet og det gjorde miljøministeriet frivilligt, fremgår det af Jyllands Posten tirsdag.

SF kræver forklaring
Forsvarsminister Jan Trøjborg (S) og Forsvarskommandoen har tidligere sagt at man ønskede alle oplysninger frem i sagen. Derfor vil SF nu have Jan Trøjborg til at forklare, hvorfor man har fjernet oplysningerne.
- Hvorfor vil Forsvarsministeriet fjerne de forbehold som Miljøstyrelsen havde overfor ammunitionstypen? Miljøstyrelsen må jo antages, at være dem der sidder inde med ekspertisen på området. Forsvarsministeriets mantra har jo hele tiden været, at alt vil blive oplyst, men det gør man jo ikke ved at fjerne de her oplysninger, siger Villy Søvndal til Altinget.dk.
Han stiller nu en række spørgsmål til ministeren om sagen. Villy Søvndal mener også offentligheden bør vide, hvad det er for oplysninger, som Miljøstyrelsen har om den uranforstærkede ammunition.
- Jeg vil gerne have miljøministeren til at fortælle hvad det er for bekymringer der ikke måtte komme frem. Det ville være interessant for alle at få oplyst, siger Villy Søvndal.

Politisk beslutning
Enhedslistens forsvarsordfører Søren Søndergaard er ikke overrasket over sagsforløbet mellem de to ministerier.
- Jeg synes ikke det er overraskende. Forsvarsministeriet har hele tiden set politisk på det her. Når de afviser miljøstyrelsens kompetence er det en politisk beslutning. Det er mærkeligt at forsvarsministeriet kan "overrule" miljøstyrelsen på det miljømæssige område, siger Søren Søndergaard til Altinget.dk

Regeringen afviser risiko
Oplysningerne i Svend Aukens brev går stik imod regeringens holdning i sagen. Forsvarsminister Jan Trøjborg mener ligesom sin forgænger Hans Hækkerup, at der ikke er påvist nogen sammenhæng mellem leukæmi eller andre sygdomme og brugen af den uranforstærkede ammunition. Svend Auken har tydeligvis en anden holdning.

Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00