Sløjfen er tilbage

Den lille gule ”Støt vore soldater”-sløjfe er tilbage i jakkereverset hos landets forsvarsminister, efter at han har skiftet navn fra Hækkerup til Wammen. Sløjfen, der er standardudrustning blandt de forsvarspolitikere, som støtter den danske indsats i Afghanistan, har ikke været at finde i jakkereverset hos Nick Hækkerup i hans sidste omkring fire måneder som forsvarsminister. I hvert fald ikke hvis man studerer videoer fra de mange samråd i Folketingets forsvarsudvalg, som Hækkerup måtte stille op til i sin ministertid.

Hækkerup havde for vane at tage sin jakke af inden han satte sig til rette og blev grillet af oppositionen om alt mellem havmiljøberedskab og fangeudleveringer. Så derfor har det været lidt svært præcis at fastlægge hvornår sløjfen forsvandt. Men fra hans første samråd i november 2011 og hele vejen gennem 2012 var den på plads lige over hjertet. Det var den også ved et samråd den 19. marts og ved et samråd den 2. april i år. Ved to efterfølgende samråd i samme måned er det ikke til at se, om den stadig er der.

Men ved et samråd den 25. april er den væk. Og det samme gør sig gældende ved et samråd den 23. maj. Ved de efterfølgende samråd er det på videoen fra Folketingets TV ikke til at se om den er der. Men jeg var selv til stede ved et af samrådene i juni, og var allerede på dette tidspunkt begyndt at lægge mærke til at sløjfen manglede.

Login