Danmark opruster i Arktis

Folketingets Finansudvalg behandler i disse dage et aktstykke om bevilling af 513 mio. kroner til anskaffelse af et tredje inspektionsfartøj af Knud Rasmussen-klassen til erstatning for det eneste tilbageværende eksemplar af den stærkt aldrende AGDLEK-klasse af inspektionskuttere. Umiddelbart en ganske fornuftig og uskyldig investering, som ligger godt i tråd med de forventede behov i Arktis i fremtiden.

Det nye skib har blandt andet et helikopterdæk, som forgængeren ikke har. Og det giver jo meget god mening at få sådan et. Det nye skib har dog også en 76 mm skibskanon og kan udstyres med MU90 antiubådstorpedoer og RIM-162 Evolved Sea Sparrow missiler. Forgængeren var kun udstyret med to 12,7 mm maskingeværer.

Vi har i forvejen to skibe af Knud Rasmussen-klassen, så der er ikke tale om en helt ny situation, men dog om en oprustning af Danmarks militære tilstedeværelse i Arktis. Og det er ikke nødvendigvis noget, som man tager let på hos de øvrige lande med interesser i Arktis.

Login