Mistanke om bestikkelse fører til annullering af helikopter-aftale

Den indiske regering har revet en kontrakt på levering af 12 AW-101 helikoptere fra den italiensk-britiske helikopterproducent AgustaWestland (AW) i stykker efter årelange undersøgelser af mistanker om bestikkelse. AW var med i opløbet om den danske kontrakt på skibsbaserede helikoptere og har netop med AW-101 vundet kontrakten på levering af helikoptere i den norske NAWSARH-konkurrence (Norwegian All-Weather Search And Rescue Helicopter).

Beskyldningerne mod AW handler om at selskabet angiveligt har betalt op mod 400 mio. kroner til en schweizisk mellemmand for få ham til at øve indflydelse på den indiske og italienske regering for at få kontrakten i hus. Aftalen blev underskrevet i februar 2010 og de første tre helikoptere i en særlig VIP-konfiguration er allerede leveret. Hvad der sker med de tre helikoptere nu, vides ikke.

Den schweiziske mellemmand blev anholdt i Schweiz i februar sidste år. I alt 13 mellemmænd og embedsmænd har været i de italienske myndigheders søgelys i sagen.

Login