De næste punkter på forsvarets indkøbsseddel

Kampfly til 20-30 mia. kroner, pansrede mandskabsvogn til 3-4 mia. kroner og artilleri for en lille milliard. Det danske forsvar har den store pengepung fremme i disse år. Og flere store indkøb er så småt ved at dukke frem i horisonten.

Det største indkøb i kroner og ører med det største antal interesserede bydere er indkøbet af nye lastbiler og personbiler til forsvaret. En ordre som alle kilder er enige om er STOR. Ingen kan dog sige præcis hvor stor, hverken i kroner og ører eller antal. Nytkampfly.dk erfarer, at mindst syv lastbilproducenter er interesseret i at få en bid af kagen. Det interessante bliver, om kontrakten bliver delt op i flere bidder med forskellige typer af køretøjer, eller om én leverandør skal være i stand til at levere hele paletten fra personbiler til store trucks. Den konkurrence kommer vi helt sikkert til at skrive mere om.

Et andet interessant indkøb er indkøbet af nye pansrede patruljekøretøjer som erstatning for/supplement til de nuværende Eagle 4-køretøjer. Der skal indkøbes et sted mellem 36 og 113 køretøjer og ”request for information” er udsendt til en række producenter, som kunne tænkes at have noget interessant at byde ind med. Hos franske Nexter, der i øjeblikket er med i konkurrencerne om nyt artilleri og nye pansrede mandskabsvogn, tilbyder man os et køretøj kaldet Aravis. Og BAE Systems, der deltager i konkurrencen om pansrede mandskabsvogne, byder ind med RG35 fra sit sydafrikanske datterselskab.

Login