Regeringen svigter de liberale idealer

Da Anders Fogh Rasmussen skulle præsentere sin regering, greb jeg et lille dannebrogsflag og susede over på Amalienborg Slotsplads. I min lomme havde jeg et par småmønter, som jeg ville kaste ud til ministrene. Det skulle være akkurat som i sep-tember 1982. Dengang trådte en velfornøjet Poul Schlüter ud af slotsporten og blev mødt af glade mennesker. De kastede småmønter - symbolsk - og den nye statsminister samlede dem op for at vise, at en ny og sparsommelig æra var begyndt. Jeg ville gentage symbolikken - efter 20 år.

Men en kødrand af journalister og fotografer spærrede vejen og mine småmønter prellede af på en af de nye ministerbiler. Jeg håber ikke, at det var symbolsk. Hvem har brug for en regering, som er adskilt fra folket, og som er uimodtagelig for fodfolkets håb? Nu er der snart gået et år. Folketingsåret er slut. Regeringen Anders Fogh Rasmussen kan måles på sine gerninger. Set fra et liberalt perspektiv er en hel del faktisk gået godt. Men meget kunne være gået (meget) bedre.

Om regeringen Anders Fogh Rasmussen er en succes kommer selvfølgelig an på, hvilke kriterier man måler den på. Ud fra en magtvinkel er VK-regeringen i og for sig en succes - alene fordi den stadig sidder på magten, og fordi de seneste menings-målinger ikke kan pege på noget alternativ. Og regeringen er vel sagtens også en succes i den forstand, at den har fået gennemført næsten alle valgløfter i løbet af de første hundrede dage. Målt på sine egne præmisser er den nye regering helt bestemt en succes.

Stop for hylekor
Regeringen var meget succesrig i angrebet på offentlige råd m.v. Det var en fornøjelse at se den endeløse liste af snævre særinteressegrupper, der brokkede sig. Man fik udstillet kritikernes manglende sans for proportioner - ved at provokere hele hylekoret på en gang.

Det er som om, noget mangler. Det er som om, regeringen allerede nu er løbet tør for ambitioner, ideer og visioner.

Christopher Arzrouni
Cand. scient. pol.

Også under finanslovsforhandlingerne i vinter havde regeringen is i maven. Besparelserne på den offentlige sektor var beskedne. De blev endda overskygget af nye udgiftstiltag - ikke mindst til sygehuse og ældre. Alligevel kom den nye regering under massivt pres. Men man stod fast. Det var ganske flot. I hvert fald i den forstand, at det ikke gik værre. Nu vokser den offentlige sektor "kun" med 10.000 personer i regeringens første to år. Og det kan rent faktisk lade sig gøre at holde skatter og afgifter i ro. Skattestoppet holdt vand.

Regering uden ambitioner
Men hvad nu, hvis man tillader sig lidt større ambitioner end dem, som regeringen har opsat for sig selv? Hvad hvis man måler regeringen på, om den vil frigive danskerne fra skatteslaveri og regeltyranni? Endda bare tale om det? Så da i det mindste indgyde danskerne fornemmelsen af, at vi kan blive mere frie? Hér bliver svaret et andet og mere negativt. Det er som om, noget mangler. Det er som om, regeringen allerede nu er løbet tør for ambitioner, ideer, visioner.

For tiden handler regeringens dagsorden om at neddrosle borgernes forventninger til skattelettelser. OK. Det er rimeligt nok, at man ikke vil stikke folk blår i øjnene. Men hvorfor ikke tage en diskussion? Hvorfor ikke holde håbet om et friere samfund ved lige? En levedygtig borgerlig-liberal regering skal have noget, man kan blive begejstret over. Akkurat som under Schlüter-regeringerne. Jeg var lige fyldt 15 år, da Poul Schlüter dannede regering i 1982. Det var alle tiders fødselsdagsgave for en ung liberal, der ikke kunne huske andre statsministre end Anker Jørgensen. Nu skulle det være lettere at være dansker.

Arven fra Schlüter
Schlüters firkløverregering igangsatte en byge af reformer. Vi fik en regelforenklingskampagne, der skulle gøre op med paragraffenland. Vi fik en ny økonomisk politik i liberal retning. Vi fik et opgør med de evige devalueringer, der udhulede lønningernes værdi og øgede renten. Regeringen fik ophævet den automatiske dyrtidsregulering, der nærede de evindeligt stigende priser gennem evindeligt stigende lønnin-ger. Vi fik en smule mere konkurrence i de elektroniske medier takket være TV2.

Meget gik godt. Andet gik skidt. Skattetrykket voksede fra godt og vel 40 pct. til 50 pct. fordi de offentlige udgifter blev ved med at stige. Det lykkedes heller aldrig at tæmme "paragraffenland". Schlüters projekt var nemlig med Henning Fonsmarks ord kun et "justeringsprojekt". Det gik op for flere og flere unge liberale i slutningen af 80'erne. Og jeg husker tydeligt, hvordan jeg selv - og andre - blev mere og mere frustrerede.

"Borgerlig regering nu!" Sådan lød et af Konservativ Ungdoms slagord. De havde en pointe. Der var meget regeringen - især det konservative folkeparti - ikke turde. Den ledende konservative Palle Simonsen tale om den danske model og flirtede med soci-aldemokratisk tankegods. Schlüter var ikke så konservativ, at det gjorde noget. Og så videre.

Anders Fogh var håbet
Men det er umuligt at vurdere Schlüters borgerlig-liberale regeringen i 80'erne uden vemod. Det blev muligt at være liberal uden at blive betragtet som et dumt svin. Frihed blev en mærkesag for alle - uanset indkomst. Individualismen fik vind i sejlene. Og selvom de konservative stod for en tøvende borgerlighed, var Venstre heldigvis et lyspunkt med sin kritiske liberale linie. Det gav f.eks. håb, da den unge Andres Fogh Rasmussen lancerede "århundredets største plan" om at sætte skatterne ned. 80'ernes borgerlig-liberale projekt trak spor langt ind i 90'erne.

For faktisk blev der først taget hul på mange oplagte borgerlige mærkesager efter at Schlüter havde overladt statsministeriet til Poul Nyrup. Privatiseringen af Tele Danmark og Giro-Bank. Liberaliseringen af lukkeloven (meget står dog stadig tilbage). Opbygningen af private pensionsordninger på arbejdsmarkedet som et supplement til folkepensionen.

Maksimal skat på 50 procent
Hvorfor ikke arbejde konsekvent videre ad det spor? Lade danskerne tage mere selvstændigt ansvar. F.eks. opbygge private sygesikringsordninger på arbejdsmarkedet. Iværksætte grundlæggende reformer af den offentlige sektor. F.eks. tage hul på at frigøre sygehusene fra amterne og omdanne dem til selvstændige effektive enheder (kort sagt privatisere dem). Gøre virkelighed af målet om, at alle kan blive ejere af deres hjem ved at lade folk købe deres almene bolig til en billig penge. Fjerne de regler, der som lukkeloven hindrer mennesker i at udveksle frivilligt med hinanden.

Dertil kommer målsætningen om at sætte skatterne markant ned for at forrykke forholdet mellem offentligt og privat. Det ville være smukt, hvis hver enkelt krones arbejdsindtægt maksimalt måtte beskattes med 50 pct. Skulle det virkelig kunne forrykke den sociale balance? Nej, det ville tværtimod give de mennesker, der kun har deres egen arbejdskraft, en mulighed for at virkeliggøre nogle flere af deres drømme.

Nyrup stoppede den liberale debat
"Mindre stat - mere privat". Sådan var den underliggende liberale målsætning i 80'ernes borgerlige regeringer. Selvom Schlüter sagde, at "ideologi er noget bras", afviste han ikke klare liberale holdninger. En række af hans ministre gik endda så vidt som til at skrive den lille bog, "Mulighedernes samfund". Den indledes med ordene: "Vi har nogle grundholdninger fælles: vi tager udgangspunkt i den enkelte og ikke i nogle ideologiske, præfabrikerede, lukkede systemer. Vi ønsker magt-balance, magtspredning og ret til at vælge. Ikke fordi mennesket er ufejlbarligt, men fordi fejlene bedst imødegås, når ingen har for stor magt over andre" (Bertel Haarder, Tom Høyem, Per Stig Møller,1985).

"Mulighedernes samfund" er måske ikke den helt store holdningsmæssige milepæl. Men bogen illustrerer, at det var tilladt at tænke tanker på den borgerlige side af det politiske spektrum. Andre og bedre bøger fulgte i de kommende årtier. "Grænser for politik" af Bertel Haarder. "Hvis jeg bliver gammel" af Lars Løkke Rasmussen". "Fra socialstat til minimalstat" af Anders Fogh Rasmussen. Alle med klare liberale budskaber.

Måske er det meget sigende, at tænkningen på den borgerlige fløj gik i stå, da Anders Fogh måtte afsværge sig sin gamle bog. Modsat hvad mange tror, fik Nyrup faktisk held med sin bogdestruktion under valgkampen i 2001. Ingen borgerligt tænkende toppolitiker tør skrive sin mening længere. Man er bange for at blive betragtet som asocial - selv når man i virke-ligheden er det modsatte. Og med frygten for at melde klart ud, dør den livgivende ide-debat. Nok kan man leve et par år på gamle bedrifter. Men til sidst har man det som en gammel cirkushest. Man ved ikke hvorfor man gør, hvad man nu gør. Jeg er ikke i tvivl om, at Fogh og en række af hans ministre besidder gode egenskaber og en stor viljestyrke. Jeg er ikke i tvivl om, at de vil gøre hvad de kan for at gøre projektet til en succes. Men god vilje er ikke nok. Regeringen Fogh Rasmussen savner et klart ideologisk og strategisk udgangspunkt.

Genfind den liberale passion
En klog mand sagde engang: "[En regeringschef] skal udpege sigtelinier at stræbe efter, ellers går regeringsarbejdet i stå: Risikoen er naturligvis, at kritikerne kan sige: "I nåede kun halvvejs". Men hellere det end at lade være med at opstille mål". Den kloge mand var Anders Fogh Rasmussen.

I indeværende halvår håndterer han Danmarks formandskab for EU. Her bliver der ikke megen plads til hjemlige refor-mer. Men herefter er det nødvendigt at genfinde den liberale passion. Her kommer nogle (banale) bud.

Minimalstat
Det enkelte menneske skal have mere plads til at forme sin egen tilværelse. Det kræver ganske enkelt væsentligt lavere skat og væsentligt færre regler. Staten skal være minimeres. Den behøver ikke blive minimal fra den ene dag til den anden, men retningen skal være entydig.

I Nyrups tid steg den offentlige beskæftigelse med 60.000 personer - var det ikke nok? I særdeleshed når man tænker på, at Finansministeriet har beregnet, at produktiviteten i den offentlige sektor er faldet med 10 pct. siden 1990? Det har de svageste grupper i samfundet i hvert fald ingen gavn af! En levedygtig borgerlig-liberal regering skal have ambitioner om at ændre strukturerne i Danmark fundamentalt.

Forkert strategi
Tidligere departementschef i Finans-ministeriet Erik Ib Schmidt har sagt noget i retning af, at "socialdemokratiske regeringer er ejere. Borgerlige regeringen er lejere". Underforstået, at borgerlige regeringer aldrig rigtig får lavet noget om. Men når jeg taler med venner og bekendte tæt på regeringen Anders Fogh Rasmussen lyder budskabet i store træk sådan her: »Vi skal lige have bidt os fast. Vi skal lige vinde næste valg«.

Hvis det er strategien, tror jeg sådan set ikke, at der bliver nogen valgsejr næste gang. Så havner man i samme situation som Nyrup i 2001 (eller som Schlüter mod enden af hans regeringstid), hvor det er tydeligt, at man lige så godt kan stemme på nogle andre, fordi den siddende regering ikke vil noget.

En liberal regering må derfor forsøge at gøre to ting. For det første må den forsøge at ændre holdningerne i befolkningen på længere sigt. Regeringen må bruge regeringsmagten til at melde ud ideologisk. Ligesom statsministeren gjorde i sin tiltræ-delsestale og sin nytårstale. Og hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud? Rehabilitér "Fra socialstat til minimalstat"! Socialdemokraterne skal ikke have lov til at klemme livet ud af regeringens ideologiske budskaber. Når man altid er i defensiven, kan man aldrig vinde.

For det andet må regeringen ændre på de institutionelle forudsætninger, der er rammerne for danskernes adfærd. Gør det klart for borgerne, hvad de mister ved at bevare tingenes tilstand. Gør konsekvenserne af skatter og regulering på det individuelle plan mere synlige. F.eks. ved at ændre skattekortene, så de giver et mere præcist billede af den enkeltes skattesats. Gør lejere til ejere i det almennyttige bo-ligbyggeri. Gør sygehusene til en succes som private virksomheder, der bliver beløn-net for at behandle folk - ikke som offentlige institutioner, der bliver belønnet, hver gang ventelisterne stiger. Mulighederne for at gøre liberalismen til en praktisk folkelig succes er til stede. Det er nu, der skal ske noget. Hvis ikke man kan gennemføre reformer umiddelbart efter et valg, hvornår så?