PMV-beslutning udskudt til særmøde i december

Partierne i forsvarsforligskredsen er kommet så meget i tvivl om hvorvidt Piranha 5 nu også er den rigtige PMV at vælge, at de på dagens forligskredsmøde valgte at udskyde beslutningen om antallet af køretøjer vi skal have, til et særligt forligskredsmøde i december, hvor kun PMV-indkøbet er på dagsordenen. Det erfarer nytkampfly.dk.

Dermed kommer producenten af Piranha 5, General Dynamics, og alle vi andre til at vente lidt længere med at kunne komme videre med indkøbet af mellem 206 og 450 nye pansrede mandskabsvogne. En konkurrence, hvor politikerne traf et typevalg og valgte Piranha tilbage i april. En beslutning om antal køretøjer fulgte dog ikke med, og derfor kan kontrakten endnu ikke underskrives - til stor frustration for General Dynamics.

Det er angiveligt en kombination af usikkerheden om kurssikring, usikkerheden omkring hjulkøretøjers fortræffeligheder og usikkerhed omkring at købe en prototype, der ikke er solgt til andre lande, som får politikerne til at ryste på hånden.

Login