Debat

Radikalt skattestop

Koncentrat af lederen "Radikalt skattestop" i Berlingske 23. november om De radikales forslag til skattestop.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Efter en periode som arg modstander af regeringens skattestop har de Radikale nu pludselig skiftet spor og præsenterer deres egen version af et skattestop: Det intelligente skattestop, som partileder Marianne Jelved med sædvanlig klædelig beskedenhed kalder sin opfindelse.

Den radikale udgave af skattestoppet indebærer, at skatter opkrævet i kronebeløb kan pristalsreguleres, mens skatter og afgifter opkrævet med procentsatser fastfryses. Og yderligere skal der inden for rammerne af det intelligente skattestop være plads til reformer med mulighed for at forhøje skatter, uden at de samlede skatter stiger.

Resultatet af den radikale nytænkning vil i smuk overensstemmelse med årelang radikal skattetænkning med usvigelig sikkerhed betyde højere skatter og afgifter. Og det er ikke, hvad der er brug for. Men det kan ikke nægtes, at Marianne Jelved har nogle pointer i sin argumentation.

For det første har hun ret i, at regeringens udgave af skattestoppet forhindrer fornuftige justeringer af skattesystemet. Tænk blot på aktieskatterne, hvor en hårdt tiltrængt forenkling er strandet på en stram fortolkning af skattestoppet.

For det andet tramper Jelved med vellyst på en af regeringens mest ømme ligtorne med henvisningen til, at regeringen bryder sit skattestop i forbindelse med ejendomsskatterne. Også her har Jelved helt ret. At ejendomsværdiskatten og grundskylden med regeringens velsignelse må stige med op til syv pct. om året kræver mere end radikal intelligens for at kunne fortolkes som skattestop. (...)

Mens de Radikale så småt er ved at vænne sig til tanken om, at der trods alt er en grænse for den skattebyrde, befolkningen kan plages med, så kniber det så meget desto mere med erkendelsen hos socialdemokraterne. Mogens Lykketoft, der behændigt er ved at manøvrere sig frem til kåring som partiformand, kalder regeringens skattestop for stupidt og rigidt. I stedet for skattestop skal der opkræves nye skatter og afgifter på op mod 100 milliarder kr., som så kan bruges til skattelettelser. Risikoen for, at milliarderne ikke når frem til skattelettelser er dog så overhængende, at man må foretrække de Radikales elastiske skattestop. Men et ægte og effektivt skattestop vil trods alt være at foretrække, og et sådant har vi endnu til gode.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00