Debat

R: Behov for forandringer i verden

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Ove Torp,
Radikal folketingskandidat i Ringkøbing Amt

Dong-dong-dong.., sagde vores dronning i sin nytårstale på en måde, der vil gå over i danmarkshistorien. Klokken slår og tiden går. I år er vi mere bange, end vi har været i mange år.

Terror, krigstrussel og verdens fattigdom er ude af kontrol. Vi er ikke på rette vej mod en international retsorden. Vores angst kan aflæses af en flot og hysterisk anvendelse af krudt og raketter, som 1930´ernes flotte og hysteriske anvendelse af larmende kabaretter. Eskapisme hedder det.

Dronningen holdt en tale præget af visdom. Uden at nævne USAs betænkelige krigsforberedelser eller 11. september, fik hun sagt, at krigen mod terror har at gøre med én verden, hvor vi skal være her alle sammen. Også de fremmede og de fattige. Ingen kan gemme sig bag en amerikansk præsident, der satser på krudt og kugler. Europas genforening derimod er rette vej. Vi må åbne os, høre på budet om tro og livsmod.

Efter nytårsklokkerne og "Vær velkommen..." på TV, var den også livskloge Erling Tidemann på med en nytårsprædiken, hvor han uden at fornærme landets ledende mænd og kvinder fik sagt nogle alvorsord. Det nytter ikke at trække dynen op over hovedet, krigstruslen og fattigdommen forsvinder ikke af den grund. Vi skal selv gøre noget og insistere på, at politikerne trækker i den rigtige retning.

Der er brug for forandringer. Mere internationalt samarbejde, mere samarbejde på tværs af politiske og religiøse forskelle, mere hjælp til de sultende og flygtende, mere hjælp til lande, der skal udvikles til at klare sig selv.

Ove Torp
Folketingskandidat (R)

Kun meget skurvede redaktionelle og politiske hoveder kan få disse to nytårs-indlæg vendt til, at alt går som det skal. Der er brug for forandringer. Mere internationalt samarbejde, mere samarbejde på tværs af politiske og religiøse forskelle, mere hjælp til de sultende og flygtende, mere hjælp til lande, der skal udvikles til at klare sig selv.

I vores eget land skal vi trække regeringen ind i et samarbejde, der er for hele befolkningen og rækker ud over landets, Europas og den vestlige verdens grænser. Hvis vi rykker i dynen opdager vi, at vi allerede er én verden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00