Fogh foreslår EU-præsident
Rasmus Nielsen
UdgiverIngen forfatter
Ingen forfatter
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) foreslår, at EU udstyres med en fast præsident i Bruxelles. Han er parat til at erstatte den nuværende model, hvor formandskabet går på skift mellem medlemslandene, med en præsident, der vælges af EU's stats- og regeringschefer og skal styre hele unionen i en årrække.Jeg kan se en række argumenter for en valgt formand. Det vil skabe kontinuitet. (.) Herudover forholder det sig også til et konkret problem, som jeg og mine kolleger i Det Europæiske Råd i stigende grad vil stå over for. Nemlig arbejdsmængden som formand.
Anders Fogh Rasmussen (V)
Statsminister
Tanken lanceres, når Anders Fogh Rasmussen i eftermiddag i en tale til det nyoprettede Institut for Internationale Studier fremlægger regeringens visioner for fremtidens EU. Her vil statsministeren - som foretrækker betegnelsen formand frem for præsident - give et samlet bud på regeringens linje i forhandlingerne om en ny EU-traktat.
Frankrig og Tyskland er samtidig blevet enige om et udspil, hvor EUs formand skal vælges med kvalificeret flertal i Ministerrådet og EU-Kommissionens formand af EU-Parlamentet. Dette udspil er der særlig grund til at lægge mærke til, da Frankrig-Tyskland aksen i EU i de senere år har vist sig at være den helt afgørende magtfaktor. Hvad de to lande bliver enige om føres ofte ud i livet. Det sås senest, da den fremtidige landbrugsordning skulle handles af, før østudvidelsen kunne vedtages på Københavns-topmødet.
Hidtil har Anders Fogh Rasmussen afvist tanken om en fast præsident, men nu peger han på, at den nuværende model med skiftende formandskaber får svært ved at fungere, når EU i 2004 udvides fra 15 til 25 lande.