Tilfældet Arne Astrup

At en mand med Arne Astrups forskningsmæssige baggrund var selvskreven som formand for det statslige ernæringsråd, der blev oprettet i januar 1998, kan ikke overraske. (...)

Når en sådan mand sideløbende med sin prestigefyldte metier giver sig af med at styrke sin privatøkonomi ved at producere og sælge selvopfundne slankeprodukter, må han forvente kritik.

At dele af hans forskning finansieres af en industri, der har en direkte økonomisk interesse i udfaldet af hans forskningsresultater er en følge af Folketingets vedtagelse om finansiering af forskning og dermed uomgængelig.

Det er heller ikke påvist, at Arne Astrup på nogen måde skulle have ladet sine forskningsresultater påvirke af finansieringsgrundlaget. Men når han - formentlig i god tro - med voldsom vægt og ekspertise fremfører den oplysning, at sukker ikke feder, må han ikke overraskes over, at nogen i al stilfærdighed spørger sig selv og andre, om ikke det er en melding, der passer det økonomiske bagland fint. (...)

Når den sundhedspolitiske ordfører for et regeringsbærende parti farer ud med en voldsom kritik, virker det direkte gadedrengeagtigt at affeje kritikken med en bemærkning om, at den selv samme politiker bare vil promovere sin egen bog om et emne, der ligger inden for overlægens interesseområde.

Jyllands-Postens leder
Om professor Arne Astrups kritik af MF Jørgen Winther (V)

Men man kan bebrejde ham, at han ikke i det mindste antyder en lille tvivl. Man kan også bebrejde ham, at han - når han kritiseres for at smøle med sin forskning - henholder sig til en forkølet forklaring om, at en nøglemedarbejder havde været på barselsorlov i hele to perioder. Et så vigtigt forskningsresultat bør ikke ligge brak på grund af en barselsorlov.

Når han så lancerer endnu et slankeprodukt til støtte for sin private økonomi og bebuder sin afgang fra det prestigefyldte job som formand for Ernæringsrådet, kan han ikke tillade sig at spille fornærmet over, at nogen begynder at spørge til hans faglige troværdighed.

Når den sundhedspolitiske ordfører for et regeringsbærende parti farer ud med en voldsom kritik, virker det direkte gadedrengeagtigt at affeje kritikken med en bemærkning om, at den selv samme politiker bare vil promovere sin egen bog om et emne, der ligger inden for overlægens interesseområde.

Måske har han ret, det har vi hverken belæg for at påstå eller afvise. Men under alle omstændigheder har overlæge, professor, dr. med. Arne Astrup hermed kastet sig ud i et debatniveau og en mudderkastning, der ikke just styrker en værdighed, han heller ikke har gjort sig overdrevne anstrengelser for at holde intakt.