Hostemidlet Dexofan skal måske gøres receptpligtig

Ministeren har bedt Lægemiddelstyrelsen iværksætte forskellige tiltag for at tegne et godt billede af det eventuelle misbrug af Hostemidlet Dexofan. På baggrund heraf skal der ske en fornyet vurdering af, om der er behov for at gøre Dexofan receptpligtig.
Tina Møller
Dokumentation
Spørger: Birthe Skaarup(DF)

Spørgsmål: »Vil ministeren overveje at lade hostepræparatet Dexofan blive receptpligtigt?«

Begrundelse: Der henvises til de seneste dages omtale i Ekstra Bladet af hostemedicinen Dexofan, der tilsyneladende misbruges af unge. På den baggrund skal spørgeren opfordre ministeren til at overveje at lade præparatet blive receptpligtigt.

Sundhedsministernes svar: Jeg har fra Lægemiddelstyrelsen modtaget følgende udtalelse:

»Hostemidlet Dexofan indeholder det aktive stof dextromethorphan. Dette stof er en variant af stoffet levomethorphan. Levomethorphan er optaget på WHO’s liste over narkotika. Dextromethorphan er derimod ikke på listen over narkotika. Dette er en væsentlig del af baggrunden for, at Dexofan fås i håndkøb.

Når Dexofan bruges i mængder, der er betydeligt højere end den anbefalede dosis, kan det medføre opstemthed og uro. En sådan overdosering kan også påvirke åndedrættet og give psykotiske tilstande. På indlægssedlen for præpratet anføres »opstemthed« som en effekt ved overdosering.

Der har i efteråret været forlydender om, at Dexofan misbruges. Lægemiddelstyrelsen har derfor ud fra data i Lægemiddelstatistikregisteret undersøgt salget af Dexofan på lands- og amtsplan og på to apoteker i Haderslev, der har rapporteret om tegn på misbrug. Disse data efterlader ikke indtryk af et mønster, der tyder på misbrug. Fx er der ingen tegn på forøget salg af Dexofan op til weekenden.

Spørgsmålet om Dexofans udleveringsstatus har været forelagt Registreringsnævnet, der rådgiver Lægemiddelstyrelsen i bl.a. spørgsmål om, hvorvidt lægemidler skal være receptpligtige eller kan sælges i håndkøb. Registreringsnævnet ville ikke på det foreliggende grundlag anbefale, at Dexofan overflyttes fra håndkøb til receptpligt.

Registreringsnævnet anbefalede derimod, at producenten af Dexofan pålægges at ændre indlægssedlen, således at den ikke kan læses som en indirekte opfordring til misbrug (opstemthed ved overdosering).

Lægemiddelstyrelsen har endvidere taget kontakt til de amtslige misbrugscentre for at undersøge, om der i deres mere fintmaskede net kan påvises misbrug af Dexofan. Fra misbrugskonsulenternes sekretariat er der blevet sendt opfordring til hver af de amtslige konsulenter om at indberette oplysninger om eventuelt misbrug af Dexofan. Fra Sønderjylland er det rapporteret, at der i kredse af eksperimenterende unge i stigende grad tales om stoffet. Fra Vestsjælland er det rapporteret, at et apotek har oplyst, at elever på en nærliggende efterskole enten er meget forkølede eller bruger Dexofan til andre formål.

Lægemiddelstyrelsen agter at fortsætte kontakten til misbrugskonsulenterne for om muligt at få et mere dækkende billede af det eventuelle misbrug af Dexofan. Derpå vil det på ny blive overvejet, om Dexofan skal gøres receptpligtigt.«

Som det fremgår, har Lægemiddelstyrelsen iværksat forskellige tiltag for at tilvejebringe et dækkende billede af det eventuelle misbrug af Dexofan med henblik på at sikre et fyldestgørende grundlag for en fornyet vurdering af, om der er behov for ændring af lægemidlets udleveringsstatus. Det er min opfattelse, at der ved de iværksatte tiltag er taget de fornødne skridt til at følge op på den problemstilling, der på det seneste har været omtalt i medierne.


Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00