Beslutningsforslag om indførelse af kørekort til fødevarevirksomheder

Claus Iversen
Dokumentation

B 77 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om »kørekort« til fødevareforretninger.

Fremsat den 24. januar 2003 af Christian H. Hansen (DF), Bent Bøgsted (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Jørn Dohrmann (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Pia Kristensen (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om »kørekort« til fødevareforretninger

 

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingssamling at fremsætte lovforslag og/eller udstede de nødvendige administrative forskrifter for erhvervelse af »kørekort« til etablering af fødevareforretning og daglig drift heraf samt for inddragelse af »kørekortet«, såfremt der konstateres væsentlige fejl og mangler i forretningen.

 

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 52, folketingsåret 1999-2000 (se Folketingstidende 1999-2000, forhandlingerne side 3607 og 8204, tillæg A side 2884 og 2886 og tillæg B side 594). Temaet for beslutningsforslaget er det samme, men bemærkningerne er ændret, ligesom datoen for, hvornår regeringen skal fremsætte forslag i medfør af beslutningsforslaget, er ændret. Forslagets titel er endvidere forenklet.

Beslutningsforslaget blev fremsat første gang i folketingsåret 1998-99, anden gang i 1999-2000 og fremsættes nu for tredje gang, og årsagen er, at der fortsat er væsentlige og uløste problemer inden for hele forretningsområdet.

Formålet med beslutningsforslaget

Formålet med forslaget er, at det pålægges forretningsindehaveren (virksomhedsejeren) at erhverve og opretholde en tilladelse, i forslaget betegnet som »kørekort«, for at kunne etablere og drive fødevareforretning. Med fødevareforretning menes enhver virksomhed, i hvilken der produceres eller forarbejdes fødevarer, eller fra hvilken der sælges eller distribueres fødevarer, dvs. madvarer, drikkevarer, nydelsesmidler og andre varer, der er bestemt til eller må antages at skulle fortæres af mennesker. Begrebet »virksomhed« skal forstås bredt, så det omfatter alle virksomheder, der er omfattet af fødevarelovens bestemmelser, herunder f.eks. også forretninger, der handler med almindelige kioskvarer.

Betegnelsen »kørekort« er fastholdt i beslutningsforslaget, idet forslaget i den offentlige debat er kendt under denne betegnelse. Med »kørekort« menes i virkeligheden en tilladelse enten i form af et bevis eller et næringsbrev udstedt af en offentlig myndighed.

Det centrale ved »kørekortet« er, at indehaveren i forbindelse med erhvervelsen af »kørekortet« demonstrerer at have et solidt kendskab til de regler, der gælder for fødevareforretninger. Hermed bliver »kørekortet« tillige kundens sikkerhed for, at hygiejne, varens mærkning og overholdelse af alle offentligretlige forskrifter, f.eks. afregning af moms, er i orden.

I dag forudsætter drift af fødevareforretning, hvad enten der er tale om en kiosk, en grønthandel, et bageri, et pizzaria, en restaurant eller lignende, et solidt kendskab til hygiejne, dansk mærkning af varer, mærkning om indhold og oprindelse, holdbarhedsdato, opbevaring ved korrekt temperatur, import af fødevarer, regnskab, daglig kasseafstemning, moms, told, afregning af feriepenge, arbejdstidsregler, indretning af arbejdspladsen med hvilerum, frokoststue, toiletforhold m.m.

Erhvervelse af »kørekortet« forudsætter, at indehaveren af en virksomhed godtgør at have et tilstrækkeligt kendskab til sådanne regler, og dermed virker »kørekortet« over for forbrugerne som dokumentation for, at dette kendskab faktisk er til stede. »Kørekortet« bør være opslået i virksomheden som sikkerhed for forbrugerne.

Det skal påhvile indehaveren at sikre, at de ansatte i forretningen har den fornødne faglige viden om korrekt håndtering af fødevarer, og indehaveren skal afholde eventuelle omkostninger til uddannelse og efteruddannelse af medarbejderne.

»Kørekortet« skal kunne inddrages, såfremt der konstateres væsentlige fejl og mangler i forretningen eller ved gentagne, bevidste overtrædelser af loven. Har man mistet sit »kørekort«, skal man ikke kunne erhverve et nyt »kørekort« før udståelse af en karenstid på 5 år. I andre overtrædelsestilfælde skal der kunne pålægges indehaveren af forretningen betydelige og mærkbare bøder.

Et »kørekort« virker derfor ad to veje: 1) som et kvalitetsbevis og dermed som en vis sikkerhed for, at tingene er i orden i forretningen, 2) som noget, man kan miste, så man dermed ikke længere kan eje eller drive virksomhed inden for branchen de kommende 5 år.

Problemets omfang

Problemerne de senere år har i særlig grad været koncentreret omkring kiosk- og restaurationsbranchen, men det skal understreges, at snyderiet og omgåelserne ikke kun foregår i kiosker i København, men er et generelt og voksende problem over hele landet. At problemerne i kioskbranchen præger den offentlige debat og bemærkningerne i dette forslag, er et udtryk for, at problemet i branchen virkelig er stort, og at der er behov for en grundig oprydning i miljøet.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at der ikke er selvjustits i kioskbranchen. Tværtimod ser det ud, som om særdeles mange i branchen står sammen mod Told og Skat og dermed mod det danske samfund og folk.

Der er i pressen peget på forbindelser mellem kioskbranchen og organiserede hårde kriminelle i rockermiljøet, og man må opfordre til, at politiets og anklagemyndighedens arbejde fører til pågribelse og retsforfølgning af de bagmænd, der formodes at organisere lovovertrædelserne. Det er helt uacceptabelt, at der bag uskyldigt udseende dåsecolaer og andre kioskvarer kan stå hårdkogte kriminelle og organiseret kriminalitet.

Hver gang Told og Skat foretager kontrolaktioner – razziaer – hos kiosker, grønthandlere, pizzariaer m.fl., afdækkes i langt de fleste tilfælde omfattende fejl og alvorlige mangler. Der er ofte tale om, at der til salg i forretningen er ulovligt importerede varer, f.eks. sodavand og chokolade, manglende information og mærkning på dansk om indhold og oprindelse, holdbarhedsdato m.v. eller forkert opbevaring af varer, der enten skal opbevares tørt eller ved en bestemt temperatur m.v. Derudover er der problemer med manglende daglig kasseafstemning, mangelfulde regnskaber og sort arbejdskraft og ansatte, som ud over løn modtager kontanthjælp eller dagpenge.

Omsætningen af læskedrikke viser lidt om omfanget af snyderiet i branchen. Ifølge Danske Læskedrik Fabrikanter, marts 2002, kan den illegale import af sodavand anslås til at udgøre mellem 20-25 mio. liter om året. Mindst 750 butikker i hele landet, hvoraf ca. 500 ligger i København, har ulovligt importerede ikkealkoholholdige drikkevarer. På Nørrebro i København er salget af Coca Cola til butikshandelen faldet med 21 procent fra 1999 til 2000. Den illegale import har et så stort omfang, at Danske Læskedrik Fabrikanter har påpeget, at emballagen nu udgør et affaldsproblem.

I juni 2001 gennemførtes en razzia af Told og Skat med assistance af 55 politifolk mod 63 kiosker på Nørrebro i København, hvor der i to ud af tre kiosker blev fundet store mængder af varer, som der ikke var betalt afgifter for. Den 22. juli 2001 kunne dagbladet B.T. berette, at i 10 ud af 10 kiosker, der måneden før var taget for at sælge ulovlige varer, var den gal igen. I et enkelt tilfælde konstateredes der varer, der med stor sandsynlighed stammede fra røverier, tyverier eller indbrud.

Det viser med al tydelighed, at sanktionerne ingen virkning har.

Eksemplet er desværre ikke enestående, og dagspressen har ofte lignende historier.

Problemerne i restaurationsbranchen har nogenlunde samme karakter. Der er mange steder problemer med hygiejne og med korrekt afregning af løn, A-skat og moms, hvorimod salg af varer, der hidrører fra ulovlig import, ikke er set i tilsvarende omfang som i kioskbranchen.

Der er i pressen peget på at der stadigvæk er problemer med hygiejne i fødevarebranchen, og myndighederne bør derfor efter forslagsstillernes opfattelse udarbejde en status over problemernes omfang.

Nuværende sanktioner

Gives der endelig en bøde, så er denne så lav, at de fleste forretningsindehavere blot anser bøden som en almindelig omkostning ved erhvervet. Efter besøg af Told og Skat, hvor ulovlige varelagre er beslaglagt, og der er givet bøde og andet, starter den ulovlige drift ofte, i samme øjeblik Told og Skat forlader forretningen eller kort tid derefter.

De nuværende sanktioner er helt utilstrækkelige og har kun en kortsigtet virkning.

De fleste forretninger retter hurtigt op på fejl og mangler, men genoptager derefter desværre ofte mønsteret igen med konsekvent regelbrydning.

Nultolerance

Hvis myndighederne effektivt vil rydde op i miljøet, er man nødt til at sætte sig igennem med en nultolerancepolitik, dvs. en konsekvent retshåndhævelse i form af en kontrolmæssig indsats, der gennemføres konsekvent og vedvarende.

Det betyder, at findes så meget som én enkelt ulovlig vare i forretningen, f.eks. en vare, som der ikke er svaret afgift af, så skal forretningen pålægges en mærkbar kontrolafgift øjeblikkeligt.

Offentlige myndigheder bestående af Told og Skat, politiet, Arbejdsdirektoratet og fødevareregionerne skal sammen stå for kontrolarbejdet.

Kontrollen skal være meget aktiv og meget synlig, og der skal konstant aflægges kontrolbesøg hos målgruppen. Et kontrolbesøg skal kunne finde sted, selv om det kun er få timer siden, at sidste kontrolbesøg fandt sted. De kriminelle i miljøet skal stresses konstant.

Såfremt beslutningsforslaget ikke kan samle flertal i den fremsatte form, vil forslagsstillerne arbejde for, at der nedsættes en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra myndighederne, Horesta, Forbrugerrådet og detailhandelen, der skal undersøge, hvordan de forskellige ressortområder kan arbejde sammen om opgaven med at etablere ordnede forhold i branchen.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at en vedtagelse af nærværende beslutningsforslag og en kontant opfølgning fra myndighedernes side vil være et vigtigt skridt til at få ordnede forhold i en branche, hvori der alvorligt trænger til at blive ryddet op.

Skriftlig fremsættelse

Christian H. Hansen (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om »kørekort« til fødevareforretninger

(Beslutningsforslag nr. B 77).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.