Militæranalytiker: Danmark er udfordret i Arktis

DEBAT: Danmark er udfordret af både Rusland og USA på den militære og sikkerhedspolitiske front i Arktis, skriver militæranalytiker Hans Peter Michaelsen.

Af Hans Peter Michaelsen
Major, militæranalytiker

USA's ambassadør til Danmark, Carla Sands, var meget direkte i sine interviews med medierne oven på regeringens tillægsaftale til forsvarsaftalen 2018-23. Ved en reception på den amerikanske destroyer USS Porter pointerede hun over for danske journalister, at Danmark har lovet Nato at stille fly, der kan tanke kampfly i luften, samt overvågning af de enorme områder omkring Grønland, til rådighed. Og at Danmark stadig mangler at levere.

I den nye sikkerhedspolitiske situation efter Ruslands annektering af Krim i 2014 er Danmark udfordret på to fronter i det arktiske område: Rusland og USA/Nato. Hvordan skal det forstås? Et er, at Rusland kan udfordre rigsfællesskabet, men USA/Nato?

Under Den Kolde Krig var Greenland-Iceland-UK (GIUK) Gap et helt centralt område af strategisk betydning for både USA/Nato og Sovjetunionen. Det var her, at USA/Nato kunne kontrollere og monitere sovjetiske ubåde, flådefartøjer og strategiske bombefly. Det var dette område, Sovjet måtte trænge igennem for at forhindre USA i at forstærke de europæiske Nato-lande. Det var med andre ord her, at slaget om Atlanten skulle udkæmpes.

USA's base på Keflavik var central, og Danmark bemandede radarstationen på Sornfelli på Færøerne som den nordlige forpost i UK Air Defence Region. Er man i tvivl om den strategiske betydning af området, bør man læse den ultimative koldkrigsroman, nemlig Tom Clancys Red Storm Rising", som blev anerkendt for at være en meget realistisk beskrivelse af en konflikt mellem de to daværende supermagter og deres alliancer. I dag har GIUK Gap fået fornyet betydning – og selv om Den Kolde Krig for længst er historie, har Rusland udbygget en række baser i Arktis. Et vidnesbyrd om, at de tillægger området stor strategisk betydning. Og aktivteten med langtrækkende maritime fly og ubåde i Nordatlanten er væsentligt øget i de seneste år. 

Uden dansk involvering
I slutningen af juni 2018 gennemførte UK og USA en større flådeøvelse med fokus på blandt andet Anti Submarine Warfare (ASW) nord for Færøerne. Det var i internationalt farvand, men lige midt i et vigtigt fiskeområde for færøske fiskere. Danmark var hverken inviteret eller informeret, og det gav anledning til et § 20-spørgsmål til forsvarsministeren om, hvordan dette kunne finde sted.

Begivenheden var et glimrende eksempel på, at når Danmark ikke har kapaciteter, der kan indgå i en sådan flådeøvelse, så planlægges og gennemføres den uden dansk involvering. Så hvis vi vil tages alvorligt og have et say omkring planlægning og gennemførelse af sådanne fremtidige øvelser i rigsfællesskabets ansvarsområde, så må vi deltage i øvelsen og gøre vores indflydelse gældende og fremføre rigsfællesskabets synspunkter, når det er nødvendigt.

Et nyere eksempel er en artikel offentliggjort 9. januar 2019 i Defense News: "Air power and the Arctic: The importance of projecting strength in the north" skrevet af secretary of the Air Force Heather Wilson og chef for US Air Force general David Goldfein. Af den fremgår klart, at Arktis og specielt Grønland – med missilvarslingsradaren samt satellitkommunikationssystemerne på Thulebasen – er af afgørende strategisk vigtighed for USA. Efterfølgende har chefen for Norad (det nordamerikanske luftforsvarssamarbejde mellem USA og Canada) udtalt, at USA ser den største fare i det arktiske område, siden Den Kolde Krig var på sit højdepunkt.

US Air Force påtænker derfor at øge øvelsesvirksomhed og beredskab markant i det arktiske område i de kommende år. Et citat fra artiklen af Wilson og Goldfein: "... the Air Force is looking at opportunities to expand relationships with other Arctic allies − … as well as trading operational best practices."

Igen udfordrer dette Danmark. US Air Force ønsker et tættere samarbejde, men har Danmark ikke noget relevant at bidrage med, så bliver vi ikke inviteret med ved bordet – hverken til planlægning eller gennemførelse. Og så har vi reelt ingen indflydelse på gennemførelsen. Vi risikerer nemt utilsigtede konsekvenser, som kan forårsage sprækker i rigsfællesskabet, ligesom episoden ved Færøerne i sommeren 2018.

Her kommer vi tilbage til Carla Sands, som satte sin finger direkte ind i Danmarks arktiske svagheder. Vi har kun sporadisk overvågning i det enorme område samt få, små og svagt udrustede militære enheder. Ergo overlader vi spillepladen til vore allierede.

Derfor bør Danmark tænke følgende fire situationer/scenarier grundigt igennem og vurdere, hvorledes vi kan råde bod på manglerne. 

1) Strategisk efterretning og overvågning
Dette skal ske i fredstid 24/7/365. Hidtil har Danmarks indsats i det arktiske område næsten udelukkende fokuseret på civile opgaver som fiskeriinspektion samt eftersøgning og redning. Men i den nye sikkerhedspolitiske situation er vi nødt til at have langt bedre styr på, hvad der foregår i vores ansvars- og interesseområde. Arktisk Kommando (AKO) er ved at forstærke overvågningen ved integration af satellitdata samt overvågningsdata fra andre nationer. Men der er endnu lang vej til et fuldt identificeret maritimt- samt luftbillede i området. Og under havoverfladen er Danmark reelt blind, og vi har ingen anelse, om der er undervandsaktivitet omkring Grønland eller Færøerne. Men uden strategisk efterretning og overvågning vil vi ikke være i stand til at detektere og erkende ændringer i normalbilledet. Ændringer, som kan være af stor betydning for den sikkerhedspolitiske situation i Rigsfællesskabet.

2) National krisestyring
Krisestyring er blandt andet evnen til at reagere - diplomatisk og/eller militært − på andre nationers aktiviteter i området. Hvordan vil Danmark foretage krisestyring i området? Hvad gør vi, når suveræniteten bliver udfordret i luften, på havet eller eventuelt på landjorden? Hvordan reagerer vi i tilfælde af markant militær aktivitet i vores nærområde? Reagerer vi selv, eller overlader vi det til vore amerikanske allierede? Hvordan eskalerer eller de-eskalerer vi en krise, hvis vi ikke har styr på fremmede nationers aktivitet?

3) Forstærkning (modtagelse og integration)
I en krisesituation vil USA givetvis forstærke sin indsats. Hvor? Ja, formodentlig på Thulebasen og måske på Søndre Strømfjord (Kangerlussuaq). Hvorledes støtter og integrerer vi allierede enheder i det arktiske område? Hvordan træner vi reaktioner og forstærkninger? Hvordan og under hvilke betingelser håndterer vi øget militær aktivitet? Hvordan involverer vi til det grønlandske landsstyre? 

4) NATO
Hvilken rolle spiller Nato og hvordan? Eller er det USA alene? Canada, Island, UK og Norge er ud over USA vore umiddelbare Nato-partnere i det arktiske og nordatlantiske område. Hvornår fastholder vi dansk kommando? Hvornår overgår ansvaret til Nato? Det er forhold og overvejelser, som var en helt integreret del af enhver større øvelse under Den Kolde Krig. Men det er næsten 30 år siden, den sluttede. Hvordan øver og træner vi de procedurer, som er nødvendige for at sikre en kontrolleret overdragelse af ansvar og kommando (Transfer of Authority) til Nato om nødvendigt? 

Kryber i skjul
Udenrigsministeriet udgav i august 2011 Kongeriget Danmarks Strategi for Arktis 2011– 2020. Det førte til oprettelse af Arktisk Kommando samt igangsættelse af analysen om Forsvarets fremtidige opgaveløsning i Arktis, som blev offentliggjort i juni 2016. Senest i november 2018 udkom regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi 2019-20, som også indeholder et afsnit om Arktis. Selv om man kan følge en udvikling fra 2011-strategien frem til 2019-20-strategien, adresserer ingen af disse strategier reelt de spørgsmål, jeg har rejst ovenfor.

Det kan godt være, at Danmark ikke ser situationen i Arktis med helt samme alvor som USA. Men USA har afgørende nationale strategiske sikkerhedsinteresser på spil i det arktiske område. Spørgsmålet er, om Danmark ligesom under Den Kolde Krig "kryber i skjul" og overlader "spillepladen" til USA. Men verden og rigsfællesskabet har ændret sig meget i de seneste 30 år. Så en dansk "musehulsstrategi" er nok ikke den bedste strategi fremadrettet.

 

Hans Peter Michaelsen er major i Flyvevåbnet og siden sommeren 2016 ansat som militæranalytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet. Han har blandt andet været medforfatter på rapporten ”Integrating the F-35 into Danish Defence”.

Forrige artikel K-kandidat: Forsvarsforbehold skal ikke kun afskaffes for Danmarks skyld K-kandidat: Forsvarsforbehold skal ikke kun afskaffes for Danmarks skyld Næste artikel Helveg: Hvem tror stadig, at USA redder vores røv? Helveg: Hvem tror stadig, at USA redder vores røv?
USA starter med blød charme i Grønland

USA starter med blød charme i Grønland

ANALYSE: Med bløde midler forsøger USA at indpode grønlænderne amerikanske værdier. Men det er først, når der kommer hårde midler på bordet, at det for alvor vil gøre en forskel.