Dødsfald: Fhv. kontreadmiral Arvid Sørensen (86)

Fhv. kontreadmiral og administrationschef i advokatfirmaet Poul Schmith/Kammeradvokaten Arvid Sørensen, Hørsholm, er død, 86 år. Bisættelse 1. februar 2023.

Redaktionen

Arvid Sørensen, der var togfører-søn fra Hvalpsund, var sporet ind på forsvarsvejen fra starten. Han blev signal-oversergent i 1956 og student fra Forsvarets Gymnasium i 1959.

Hans militære karriere fuldendtes som chef for Torpedobådseskadren 1987 og i Forsvarsstaben, hvor han blev chef for Personelstabens forvaltningsafdeling 1988. Året efter blev Arvid Sørensen kontreadmiral og chef for Forsvarsstabens Personelstab.

I 1993 fik han tjenestefri fra Forsvaret og blev administrationschef i advokatfirmaet Poul Schmith/Kammeradvokaten frem til 2002, hvorefter han virkede som kvalitetschef et år.

Blandt frivillige hverv kan nævnes, at Arvid Sørensen var formand for Søofficers-Foreningen 1987-92 og for Selskabet Danske Tordenskiold-Venner 1992-97.

Arvid Sørensen, der var Ridder af første grad af Dannebrog, efterlader sin hustru gennem 60 år, sygeplejerske Anne-Maria Lauritzen.

Bisættelse fra Hørsholm Kirkegårds Kapel onsdag 1. februar 2023 kl. 12.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00