EU-tænketank: Dansk forsvar skal ikke parkeres på sidelinjen

DEBAT: Hvis Danmark vil være med til at forme den nye europæiske virkelighed og sikkerhedsarkitektur, så nytter det ikke noget alene at være observatør, skriver Ulrik Trolle Smed.

Af Ulrik Trolle Smed
Politisk analytiker ved Det Europæiske Center for Politisk Strategi, Europa-Kommissionen

Tidligere på ugen drøftede EU's forsvarsministre EU’s globale strategi for europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik.

De gennemgik implementeringen af det nye europæiske forsvarssamarbejde (PESCO) og den europæiske forsvarsfond, og ikke mindst spørgsmål om militær mobilitet, et nyt europæisk militært hovedkvarter og den civil-militære forbindelse til en europæisk fredsfacilitet.

I løbet af de sidste to år har EU arbejdet med at styrke det europæiske forsvar i fuld respekt for de enkelte medlemsstaters forfatningsmæssige ansvar og nationale forsvarsforpligtelser.

Nye samarbejdsplatforme inden for EU-rammen sigter mod at gøre Europa militært stærkere og operationelt mere effektivt. Alt sammen i dansk interesse, men meget af det uden dansk deltagelse.

Verden bliver større, Europa bliver mindre
Vi lever i en særlig geopolitisk tid, og det er værd at forstå konteksten for de forandringer, som den nye forsvarsramme berører.

Som den nye Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi for 2019-2020, der drøftes i Folketinget i dag, skriver, så er verden et bedre sted end nogensinde før, men det internationale regelbaserede samarbejde er under massivt pres, og verden er i hastig forandring.

Sådan ser verden også ud fra Bruxelles. På den økonomiske side har EU oplevet vækst i 21 kvartaler i træk og skabt næsten 12 millioner nye jobs siden 2014.

Investeringer for næsten 400 milliarder euro er blevet hjulpet på vej af den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI). Og med nye fælles handelsaftaler i hus med Japan, Singapore, Mexico og mange flere har EU nu sikret sig et vækstgrundlag med 70 lande, der tilsammen udgør 40 procent af det globale BNP.

Budskabet er klart: Sammen kan vi mere.
Og det er vigtigt at holde sig in mente, fordi økonomisk succes og innovation er ikke længere forbeholdt Vesten.

Det globale økonomiske tyngdepunkt er for længst begyndt rejsen mod Asien. Den asiatiske andel af det globale BNP er steget støt, og er i dag næsten ”on-par” med OECD-landene i kølvandet på en enorm økonomisk transformation de sidste to årtier.

Hvis data er det 21. århundredes nye olie, så er Kina det nye Saudi Arabien.

Magtpolitik er ved at gøre ’comeback’ med hårde militære kapabiliteter som styrkeindikatoren. EU’s andel af globale forsvarsinvesteringer falder i disse år fra en anden- til en tredjeplads, nu overhalet af Kina, uanset om man tæller Storbritannien med eller ej.

Samtidig er vi trådt ind i en ny tidsalder, hvor skjulte online påvirkningskampagner, cyberangreb og indblanding i demokratiske valgprocesser er blevet den nye normal – også i EU.

Demokratiet er også i bredere forstand under pres med 12 års på hinanden følgende fald i internationale indekser, herunder særligt pressefriheden – også i EU.

Og med en stigning på næsten 50 procent i antallet af handelsprotektionistiske tiltag globalt over det seneste årti, er der sat alvorligt spørgsmålstegn ved den liberale verdensorden.

Verden er ved at vokse sig større, og Europas plads i den skrumper, sammen med robustheden af vores demokratiske værdier og samfund. Den barske sandhed er, at Brexit kun kommer til at øge udfordringen.

Det er baggrunden for en ny analyse i mange europæiske hovedstader, herunder Bruxelles. Og som svar på det skiftende geopolitiske billede har europæiske ledere besluttet at styrke den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik med en forståelse af, at ingen medlemsstat kan håndtere det 21. århundredes komplekse sikkerhedspolitiske udfordringer alene.

Den strategiske diskussion flytter ind i EU
Danmark befinder sig i stigende grad i et paradoks. Historisk set er forsvarsforbeholdet rodfæstet i ønsket, om at forsvarspolitikken skal behandles i et mellemstatsligt forum, snarere end drives af et centralt europæisk organ.

Den nuværende struktur i det europæiske forsvarssamarbejde tilgodeser denne tilgang. Medlemslandene kan sammen lede udviklingen af ny forsvarsteknologi i Forsvarsfonden og et dybere fælles samarbejde i PESCO med støtte fra de europæiske institutioner.

Men Danmark er ikke ordentligt med. Og med de nye tiltag vil diskussionen om de strategiske rammer for Europas fremtidige sikkerhedsarkitektur kun flytte længere ind i EU-apparatet – og længere væk fra dansk indflydelse.

For at kunne følge med i udviklingen med det nuværende forsvarsforbehold, og samtidig få indflydelse, er der pludselig kun én logisk mulighed tilbage: at arbejde for en indlemmelse af forsvarspolitikken i Kommissionen, hvor medlemslandene per automatik konsulteres om nye politiske og økonomiske initiativer.

Men det har der traditionelt set ikke været interesse for.

Vægten af de nye programmer i den Europæiske Forsvarsfond kommer til at ligge på områder af særlig dansk interesse og med stort potentiale for danske virksomheder – højteknologi, radar, droner, robotter og, med tiden, kunstig intelligens (AI).

Men selvom danske virksomheder har adgang til midlerne og samarbejdet i fonden, så vil Danmark ikke kunne være med til at sætte retningen for initiativerne i PESCO, som fonden er tænkt bundet op på.

Det er synd, fordi dansk sikkerhedspolitisk kompetence og lederskab er en efterspurgt ressource, som de seneste årtier har vist.

Observatørstatus i det europæiske forsvarsagentur (EDA) ville være et godt skridt frem, men kan ikke give indflydelse.

Samtidig må tiden vise, om andre medlemsstater accepterer idéen, om at man kan blive ’observatør’, når man også kunne blive medlem.

Et stærkere EU giver et stærkere NATO
Den danske position kompliceres yderligere af, at udviklingen i EU foregår i stærkt samarbejde med NATO.

I mødet med fælles sikkerhedspolitiske udfordringer fra syd såvel som øst har både medlemsstater og allierede gentagne gange understreget, at et stærkere EU og et stærkere NATO er til gensidig nytte og sikkerhed.

Danmark har traditionelt kunne tale med på de forbeholdslagte områder via det voksende EU-NATO-samarbejde, men efterhånden som vægtskålen for debatten læner sig mod hybridtrusler på europæisk grund og mere teknisk kapacitetsopbygning, med udgangspunkt i PESCO og andre forsvarsrelaterede fora, så bliver billedet mere mudret for den danske position.

De nye PESCO-projekter dækker nemlig ikke kun over operationelle initiativer som cyberforsvar og støtte af FN-missioner, men også strategiske-økonomiske tiltag til fremme af militær mobilitet samt udvikling af fremtidens forsvarsteknologi.

Og ikke mindst spørgsmålet om strategisk autonomi, og hvordan EU kan bidrage til NATO som en troværdig europæisk partner.

Siden den fælles EU-NATO deklaration blev underskrevet ved NATO topmødet i Warszawa i 2016, har samarbejdet mellem de to institutioner nået et hidtil uset niveau, og indtil videre er 74 både konkrete og brede tiltag under implementering i nøgleområder for at styrke Europas samlede sikkerhed med stort set ugentlige møder.

Det blev endnu engang slået fast med den nyligt vedtagne EU-NATO-deklaration fra juli 2018, hvor generalsekretær Jens Stoltenberg, formand Jean-Claude Juncker og formand Donald Tusk fremlagde en fælles vision: En europæisk forsvarspolitisk dimension vil ikke reducere, men tværtimod styrke Europas bidrag til den transatlantiske byrdedeling, og øge den europæiske evne til at agere sammen med NATO, eller selvstændigt i områder af fælles sikkerhedsmæssig interesse, både strategisk og operationelt.

Der vil således være en høj grad af komplementaritet mellem EU og NATO i fremtidens europæiske sikkerhedsarkitektur, men Danmark kommer i stigende grad til at stå uden for døren, når beslutningerne træffes om den strategiske retning for Europa.

Vil Danmark være med i samtalen?
PESCO og Forsvarsfonden er nu blevet til virkelighed, og er ikke længere blot abstrakte idéer.

Hoveddelen af arbejdet ligger stadig foran – når penge og politik skal laves til nye kapaciteter, et fælles forsvarsmarked og et dybere samarbejde – men virkeligheden er ved at løbe fra det danske forbehold.

Samtidig løber samtalen om en fælles strategisk kultur og en fremtidig europæisk forsvarsunion videre mellem Paris, Berlin og Bruxelles.

Her er idéen stadig mere abstrakt, men visionen om et stærkere Europa, der kan stå på egne ben – i fuld komplementaritet med NATO og den transatlantiske artikel 5 – er klar.

Hvis Danmark vil være med til at forme den nye europæiske virkelighed og sikkerhedsarkitektur, og de idéer, der løber forud for dem, så nytter det ikke noget alene at være observatør.

Den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi berører dette paradoks, og debatten om den må vise, hvordan man har tænkt sig at løse det.

Forrige artikel Teleindustrien: Forsvarets urimelige priser er en barriere for god mobil- og bredbåndsdækning Teleindustrien: Forsvarets urimelige priser er en barriere for god mobil- og bredbåndsdækning